Hvis AI kan skrive en god prædiken, hvad siger det så om præster?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For et par uger siden underviste jeg på pastoralseminariet i brugen af AI og herunder specifikt Chat GPT i prædikenforberedelsen. Virkelig et godt og spændende emne, synes jeg, og det satte mange tanker i gang hos mig.

Forestil dig, at en kunstig intelligens skriver en præsts søndagsprædiken. Ville nogen opdage det? Ville menigheden sidde tilbage med samme fornemmelse af forkyndelse, som når ordene kommer fra en levende præst? Måske. Og netop her opstår et ubekvemt spørgsmål: Hvis en algoritme kan gøre det næsten lige så godt som os, hvad siger det så om os præster?

Den slovenske filosof Slavoj Zizek har ofte peget på, at teknologien, vi mennesker omgiver os med, ikke blot er redskaber, vi bruger – men at de afslører noget fundamentalt om os selv. Den kunstige intelligens, vi har skabt, afslører på den måde, hvilke automatismer, der er indlejret i vores tanker.

For eksempel viser den os, at mange prædikener i forvejen er bygget op over faste skabeloner: en bibelsk tekst, en aktuel reference, en moralsk pointe. AI kan jo snildt gengive denne her opskrift uden at tøve så meget som et sekund, hvilket måske viser, at vi præster nogle gange bare reproducerer gamle tanker uden egentligt at mærke dem. Vi kan også spytte ting ud mekanisk, hvis vi ikke tager os sammen.

Hvis en maskine kan skrive en acceptabel prædiken, er det så fordi vores forkyndelse er blevet forudsigelig? Eller er det fordi, vi selv i høj grad er forudsigelige? Altså os mennesker helt generelt. Teknologiens udvikling tvinger os til at spørge: Hvad gør en præst anderledes end en algoritme? Hvor er det, vi stadig har noget unikt at byde ind med? Måske ligger svaret i det uforudsigelige, i det rodede, i det uperfekte – alt det, som en maskine aldrig helt kan fange.

Hvis AI kan imitere vores ord, men ikke vores eksistentielle erfaring og vores uperfekthed, så må vi spørge os selv: Hvornår er en prædiken virkelig levende? Måske er det, når den ikke følger en forudsigelig skabelon. Når præsten ikke blot gengiver sikre pointer, men tør risikere noget – sig selv, sin tro, sin tvivl.

Zizek ville sige, at teknologien blot viser os det, vi ikke vil se: at vi ofte gentager os selv uden at opdage det. AI kan ikke tro, men måske kan den afsløre, hvornår vi selv lyder som om, vi heller ikke gør det. Det er en provokation – men måske også en invitation til at forkynde med mere liv, mere tvivl, mere menneskelighed, ja, hvis vi da ellers kan finde ud af det.

I undervisningen havde jeg en central pointe, som jeg håber, at jeg fik kommunikeret helt tydeligt: præsten skal selv skrive sin prædiken.

I det øjeblik, vi overlader vores teologiske tanker til AI, er vi færdige. Så er det slut. AI er et farligt og fristende værktøj, der kan hjælpe os helt fantastisk godt igennem skriveprocessen som sparringspartner, idegenerator og kritiker – men det er svært at have en så kompetent og ivrig hjælper lige ved hånden uden at misbruge den.

Jeg mener det var Spider-Man, der sagde: »With great powers comes great responsibility«. I vores præstesammenhæng kunne vi sige, at med et godt embede, følger et stort ansvar. Og det skal vi leve op til.

I de næste år bliver denne her teknologi kun mere og mere udbredt, og det er selvfølgelig ikke kun præster, der vil blive udfordret. Jeg tænker, at det samme gælder i hele samfundet. Min erfaring siger mig, at vi mennesker har svært ved at tage den lange vej, når vi bliver præsenteret for en genvej. Så man kan nok godt sige, at jeg glæder mig, neglebidende, til at følge med i udviklingen.