Der stod vi - som de håbløse voksne - der nærmest forsøgte at presse lidt bekymringer og utryghed ind i konfirmanderne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Midt i januar havde jeg fornøjelsen af at være sammen med en flok kommende konfirmander til en hel lørdag, hvor vi var samlet 40 konfirmander og en håndfuld præster. Det skulle handle om identitet, om hvem vi er, og hvordan vi forstår os selv.

Store spørgsmål, og som de velmenende voksne, vi er, så tænkte vi også, at der skulle være god tid til en snak om det som, konfirmanderne kan synes, er svært. Altså tale med om den mistrivsel, som præger ungdommen. Give rum for frustrationerne over alle de muligheder, de står foran og give plads til at lade klimafrygten komme til udtryk.

Men sådan gik det ikke. Konfirmanderne havde egentlig ikke rigtig nogle bekymringer for fremtiden. De syntes bare, det var skønt med de mange muligheder, for det gav dem jo lejlighed til at gøre det, som passede til dem. Og de var sørme ikke særligt bekymrede om, hvad andre tænkte om dem.

Så der stod vi som de håbløse voksne, der nærmest forsøgte at presse lidt bekymringer, utryghed og forvirring ind i konfirmanderne…Det stoppede vi nu hurtigt med, for jeg synes ikke rigtig, det er vores opgave at gøre de unge mere bekymrede. Men det gav i høj grad anledning til eftertanke – hvis ikke hos konfirmanderne, så hos mig.

For gør vi som voksne vores unge unødig bekymrede ved alt vores snak om udfordringer og bekymringer for den unge generation. Fylder forventningen om mistrivslen så meget hos os voksne, at vi nærmest pådutter vores børn og unge en vis mængde mistrivsel?

Ikke forstået på den måde, at der ikke er børn og unge, der har det svært. For det er der. Og de har i høj grad brug for hjælp og et samfund, der giver mere plads til at have det på den måde. Men glemmer vi, at børn og unges mistrivsel ikke er reglen, men undtagelsen?

Ja, faktisk siger cirka 85 procent af folkeskolens elever, at de trives rigtig godt. Det efterlader fortsat en stor flok, der ikke trives rigtig godt, men en del af det handler om noget helt naturligt.

Det handler nemlig om, at man som ung godt kan føle sig presset. Sådan er det i dag, og sådan har det altid været. Ingen tvivl om, at samfundet i dag er indrettet på en måde – blandt andet med sociale medier og den konstante mulighed for ”at være på” - end da vi selv var unge, hvilket skaber et større pres, men det er ikke nødvendigvis mistrivsel.

Og vi voksne har et ansvar for, at det pres, som unge oplever, ikke gøres til noget unaturligt. Så måske skal vi til at stoppe med at tale om mistrivsel. Vi må aldrig stoppe med at hjælpe dem, der virkelig har brug for hjælp for at have det godt i både skole, fritidsliv og derhjemme.

Men vi skal måske give mere plads til børn og unges umiddelbarhed og glæde. Vi skal sikre, at det ikke er os håbløse voksne, der altid sætter stemningen.

Og så skal vi skabe nogle rum, hvor vi kan tale sammen om livet på tværs af alder. Tale sammen om mere eksistentielle spørgsmål end den sidste nye uddannelsesreform, karakterer, sportsresultater og TikTok-videoer. Tale sammen om, at der er både gode dage og mindre gode dage – og nogle gange kan de mindre gode dage endda optræde i flok. Men at livet grundlæggende er godt. At lyset er stærkere end mørket, og at det hele nok skal gå.

Det var det, konfirmanderne lærte mig den dag i januar, hvor jeg pludselig følte mig som en alt for pessimistisk voksen.