Det er svært at vælge mellem trav på væddeløbsbanen eller en galop i Musikhuset. Men resignation er helt til hest

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Bedst som man ellers havde fået den opfattelse, at Aarhus Kommune ikke længere har en kulturforvaltning, er det lykkedes Stiften at finde en eller anden form for liv i Kultur og Borgerservice. Det er i givet fald et stille liv.

Den radikale rådmand Rabih Azad-Ahmad har haft travlt med at putte så længe med en ny lejekontrakt for Jydsk Væddeløbsbane, at den er blevet overhalet af en lovændring. Kontrakten, der sikrer væddeløbsbanen råderet over det store og særdeles attraktive område syd for Aarhus, skulle egentlig være behandlet sidste år. Så gik der ”rådhus” i den, og først nu er den kommet til byrådsbehandling.

Det forekommer ualmindelig belejligt, for en ny lov, der trådte i kraft til nytår, gør, at lejekontrakten ikke længere nødvendigvis skal godkendes af Ankestyrelsen. Det vil givetvis blive en vanskelig omgang, for Jydsk Væddeløbsbane skal kun betale 10.600 kr. om året i leje for den 120.000 kvadratmeter store grund. Kontrakten løber tilmed i hele 30 år.

Det er en lejepris, de fleste vil have råd til at betale, så godt for hestefolket. Men man kan med en vis ret spørge, om Aarhus Kommune har råd til at afregne så lidt i så lang tid. Idræts-, forenings-, og kulturlivet er afhængigt af kommunal støtte, men det lader til, at væddeløbsbanen med den aktuelle kontrakt, hvis den ender i sin nuværende form, har sikret sig ekstraordinært gode vilkår.

Der er ellers nok, også i kulturforvaltningen, at bruge de indtægter til, som man kan få. Også Aarhus Symfoniorkester er ramt af pris- og lønstigninger og mangler angiveligt så mange penge, at man knap har musikere nok til at opføre ”Skæbnesymfonien”. Det giver mening med flere populære opsætninger, der kan sælge flere billetter, men det er næppe nok. Den konservative Peter Sporleder erkender, at Aarhus Symfoniorkester står på kanten af orkestergraven.

»Vi skal have en snak om, hvad det er, vi vil med vores symfoniorkester. Vil vi overhovedet have det? Der er mange scenarier her. Vi kan enten sige, at vi stopper det helt, eller vi kan sige, at vi giver den helt store pakke,« siger han til Kulturmonitor.

Med det udgangspunkt kan man polemisk fortsætte spørgerækken: Skal kommunen give afkald på råderetten over et stort og eftertragtet område de næste 30 år, tilmeld for en meget lav pris?

Skal vi kaste flere skattekroner efter et nyt stadion til AGF, når nu fodboldklubben siger, at man ikke vil være i stand til at betale en leje i det niveau, som en ekspert forudser? I givet fald kandiderer klubben til et afsnit af ”Luksusfælden”, programmet, der udstiller konsekvenserne, når den økonomiske formåen ikke lever op til drømmene eller eget selvbillede. Deltagerne i tv ender ofte med at blive vrisne og påstå, at det er alle andres skyld.

Gang på gang fremhæves kulturen som en af byens absolutte kronjuveler, der gør Aarhus unik og særlig attraktiv. Netop kulturen er en af de stærkeste indre forsvarslinjer, der skal ruste os i en usikker verden. Der er ingen tvivl om, at et bredt kulturliv i Aarhus er klar til at påtage sig det ansvar. Er kommunen?