Mere hjem – mindre institution
Det Konservative Folkeparti er begejstrede for den nye standard for plejehjem og fællesskabshuse, som netop er blevet vedtaget i byrådet i Skanderborg.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I Det Konservative Folkeparti er vi er særligt optaget af de rammer og det liv, der leves på vores plejehjem. For livet skal også leves, selvom man kommer på plejehjem, og der skal fortsat være udsigt til et godt og indholdsrigt seniorliv. For os har det altid været naturligt, at en bolig på plejehjem skal være som ens eget hjem.
Vi har længe ønsket at tale om plejehjem – med tryk på hjem – fremfor plejecentreThomas Cordtz (K)
Derfor har vi i perioder været ærgerlige over den noget institutionsprægede tilgang og det sprog, der har knyttet sig hertil. Vi har længe ønsket at tale om plejehjem – med tryk på hjem – fremfor plejecentre. Vi har længe haft et ønske om, at det hele menneske skulle mere i fokus. At man mødtes med og talte om Allan, Peter, Helle og Lone, mere end om beboeren, den plejekrævende, den ældre og så videre.
Samtidig har vi i mange år aktivt arbejdet for, at vores plejehjem skulle åbne sig for foreninger og frivillige og summe af liv. Alt sammen så både dem, der bor på plejehjemmene, men også andre seniorer i nærområdet kan tilbydes adspredelse, aktiviteter og fællesskaber. Målsætningen har været at modvirke ensomhed og tilskynde til fællesskab og fælles oplevelser.
Netop derfor er vi så begejstrede for den nye standard for plejehjem og fællesskabshuse, som netop er blevet vedtaget i byrådet. En standard vi aktivt har arbejdet for. Med den nye standard er der nu langt større fokus på det enkelte menneske og på at skabe hjemlige rammer om den enkelte. På det gode hverdagsliv, på fællesskaber og relationer og på at inddrage dem, der bor på plejehjemmet i dagligdagens gøremål.
Desuden sikrer den nye standard også, at vores fællesskabshuse med de nye fællesråd også fremover vil fungere som samlingssteder og aktivitetshuse, hvor alle kan deltage i aktiviteter eller bare komme og få en godt måltid mad sammen med andre – netop for at modvirke ensomhed og hjælpeløshed.
Der er så meget i den nye standard, der flugter med det konservative tankegods og vores partiprogram, at vi er glade for, at enigt byråd bakkede op om den nye standard. For der er masser af liv at leve endnu, selvom man bliver gammel og kommer på plejehjem, og for den konservative byrådsgruppe er det vigtigt, at der altid er fokus på det gode liv, det enkelte menneske, helhedspleje, samvær, oplevelser og livskvalitet.