Fortsæt til indhold

Byrådet gambler med skatteborgernes penge på skimmelsvamp-ramt ejendom

Debat
Ole KragelundTendrup Møllevej 126 B, Hornslet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Som borger i Hornslet appellerer jeg til jer 27 medlemmer af byrådet i Ebeltoft: Vil I ikke invitere byens borgere til et informations- og debatmøde i Kombis store biografsal?

Her kan I præsentere de aktuelle udviklingsplaner for kommunale projekter i Hornslet, herunder den nye skolebygning, hvor ca. 350 elever forventes at flytte ind i august 2025. For at sikre en god debat foreslår jeg brugen af trådløse mikrofoner, så alle kan høre, hvad der bliver sagt.

Jeg foreslår, at kommunen nedriver den skimmelsvamp-ramte bygning på hjørnet af Stadionvej (”det grå hus”, Rosenholmvej 46).

Det er ikke kun den nye skolebygning ved Hornslet Stadions ”opvisningsbane”, der kræver oplysning. Det gælder også de udendørs faciliteter, som kommunen vil stille til rådighed for eleverne, både i frikvarterer og efter skoletid. Herunder bør der være gode parkeringsmuligheder for cykler og knallerter.

En engageret borger i Hornslet sætter spørgsmålstegn ved byrådets beslutninger og prioriteringer. Det gælder udearealerne ved den kommende skole (foto) og parkeringsmulighederne ved samme. Foto: Lars Norman Thomsen

Frem for alt skal kommunen inden august etablere sikre krydsningsmuligheder over Rosenholmvej for gående og cyklende elever, især ved Stadionvej og Engvej. Mange elever skal også bevæge sig mellem den nye skole og de gamle faglokaler samt svømmehallen på Skolevangen/Ballevej.

Jeg foreslår, at kommunen nedriver den skimmelsvamp-ramte bygning på hjørnet af Stadionvej (”det grå hus”, Rosenholmvej 46). Dette vil spare tid og ressourcer og eliminere risikoen for fremtidige erstatningskrav fra en eventuel køber. Byrådet kan også overveje at købe og nedrive Stadionvej 1, som i øjeblikket er til salg. Dette vil forbedre trafikforholdene i T-krydset Stadionvej-Rosenholmvej markant, til gavn for fodgængere, cyklister, knallerter, personbiler og busser.

PS! Kan I ikke - senest på det foreslåede møde i KOMBI, men gerne før - oplyse os Hornslet-borgere om, hvorfor et flertal af jer ikke vil tillade en opdeling af Hornslet Distriktsråd? Der henvises til lokalredaktørens udmærkede artikler i ”Din Avis, Syddjurs”, dateret onsdag 5. marts.

Hvornår har opdelingsforslaget fra Distriktsrådets flertal været til afstemning i byrådet?

Hvis 6-10 Hornslet-borgere siger ja til at blive bestyrelsesmedlemmer for et nydannet ”Hornslet Lokalråd”, vil byrådet så tilbyde samme økonomiske tilskud som til de nuværende distriktsråd?