Jesus to go: Fint med et skud Kristus på farten, men den ægte vare kan noget andet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når jeg kigger på menukortet over drikkevarer på en typisk kaffebar i Danmark, er det som at læse et fremmed sprog. Cappuccino og caffe latte, har jeg en idé om, er noget med kaffe og mælk. I hvilket blandingsforhold og af hvilken type må Gud(erne) vide. Americano, latte macchiato og cortado siger mig intet. Kaffe er en parallel verden med sine egne regler og sit eget sprog.

Når jeg alligevel ender på en kaffebar, ender det altid med sort kaffe to go.

Og så går jeg med et lunt papkrus med plastiklåg i hånden ned mod Skanderborg Sø, mens de ægte kaffeelskere snapper efter vejret. For kaffe skal ikke drikkes af papkrus med plastiklåg. Kaffe skal nydes af den helt rigtige porcelæns- eller glaskop, særligt lavet til præcis denne kaffedrik, mens man sidder på kaffebaren.

Ved først slurk er jeg dog sikker på, at den her kop kaffe alligevel tæller som ægte. I hvert fald denne kolde, men solrige dag på grænsen mellem vinter og forår. Så kan jeg sætte mig på kaffebaren en anden dag, når jeg bliver inviteret eller finder modet til det. Men jeg ved jo heller ikke bedre. For kaffe to go er det eneste, jeg rigtigt kender til.

Som jeg har det med kaffe, er der mange, der har det med gudstjenesten. Kirker er der lige så mange af, som der er kaffebarer. Træder man ind i en, træder man ind i en anden verden, der har sine egne regler og sit eget sprog. Nogle ting kan man måske forstå lidt af, andre er som volapyk. Og man kan føle sig helt fremmed.

Men som med kaffe findes Jesus også i en to go-udgave, hvor man ikke behøver sidde i kirken. I stedet kan man få sit skud Kristus via en smutvej over kirkegården på vej ud at handle, ved at læse en artikel eller en bog om tro, ved at deltage i babysalmesang eller et foredrag i den lokale kirke eller ved at lytte til kirkeklokkerne om morgenen, når de ringer solen op til en ny og velsignet dag.

Andre dage kan man komme til gudstjenesten, hvis man er inviteret. Man kan komme for at se sine venner blive gift, sine niecer og nevøer døbt og konfirmeret, for at se sine bedsteforældre komme godt afsted fra den jordiske verden.

Og måske en dag, kan man finde modet til at sætte sine ben i kirkens fremmede verden uden en invitation. Og man kan opleve, at Kristus to go er et fint supplement, men gudstjenesten om søndagen kan altså noget andet. Ligesom det måske en dag skulle vise sig for mig, at kaffen smager bedre på en café end i et papkrus med plastiklåg.

Lad os skåle i kaffe på kaffebaren, og lad os turde gå i kirke uden grund.