Kan man finde håbet og lyset i en urolig tid?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Tingene går bare så stærkt for tiden. Bare i løbet af den tid, jeg brugte på at skrive denne lille klumme, skete der ting og sager på verdensscenen. Jeg er mentalt ”overloaded” og forpustet. Tager mig selv i at tjekke nyheder alt for mange gange om dagen, bare for at se, om der er flere dårlige nyheder, som igen giver mig hjertebanken.

Fra disse ord skrives til avisen udkommer, er der sikkert sket forandringer igen. Verden er vendt op og ned. Tiden er urolig. Hvem er venner, og hvem er uvenner? Der indkaldes til krisemøder hele tiden her, der og i udlandet. Vi hører om dystre tider. Det er en virkelig underlig tid.

Selvfølgelig er der forskel på os mennesker, hvor meget vi bekymrer os i livet. Jeg er desværre virkelig god til det. Ville ønske, at jeg ikke var. Men vi er, som vi er.

Det er ikke til at holde ud at være i den kvælende fornemmelse af uro hele tiden for dem af os, der er det. Det giver dårlig nattesøvn og tyndt hår at være i alarmberedskab hele tiden.

Kan man mon finde en balance mellem det fortumlede liv i en urolig tid og så forsøge at finde roen i forårets gentagelse af, at naturen vågner igen i disse dage? Eller andre gode gentagelser. Måske sætte det lange lys på, om man så må sige, tænke tiden som en del af evigheden? På denne lange bane har der været mange omgange med urolige tider. Vi står i vores nu, andre har stået i deres før os. Det er ikke sjovt, så længe man står i det og ikke kender udfaldet.

Om to–tre måneder springer de unge konfirmander ud. De myldrer ud af kirkedøren, glade, skønne og fulde af liv. Jeg vil så gerne, at vi kan lande en god fremtid for dem – for det fortjener de. Det fortjener vi alle. En verden, hvor de kan trække vejret, tænke, tale og le, have tillid til hinanden, søge kærligheden og have lyst til selv at sætte børn i verden den dag, de føler sig voksne og trygge nok.

På vejen hen mod de unges konfirmation skal vi passere påskeugen. Helligdage, hvor vi møder det mørkeste mørke langfredag og det lyseste lys påskedag, håbets helligdag, hvor lyset gennembryder mørket, og håbet tårner sig op i en sejr over dødens og mørkets magt over mennesker.

Måske håbet og lyset skal tales mere op i en alvorlig tid? Ikke naivt uden blik for alvoren. Men som en del af, at vi ønsker en lysere fremtid for vores unge. En verden, de også kan se sig selv ind i.

Men også en verden, hvor de unge, som er presset af mistrivsel, kan få hjælp og styrke til at bryde fri af den mistrivsel, der gør deres liv så hulens besværligt. En mistrivsel, der frarøver dem det liv, de kunne have, et liv med samme livsvilje og overskud som deres jævnaldrende.

Mange unge er godt klar over, at meget er på spil i vores verden, alligevel smiler mange af dem – og ønsker bare et godt liv for familien, vennerne, sig selv og verden omkring sig. Både den nære og den fjerne verden. Jeg håber og beder til, at vi, de såkaldte voksne, kan give dem det.

Verden er turbulent, og vi lever under særdeles forskellige vilkår, både herhjemme og ud i den store verden. Der er umådelig mange ting, vi godt kunne gøre bedre. Vi må begynde i det små, tage en dag ad gangen, især nu, hvor meget forandrer sig fra dag til dag. Prøve at gøre hver dag lidt bedre end dagen i går, alt imens vi har det lange lys på.

Fremtiden ligger hele tiden foran dig, en dag ad gangen, belagt med håbets brosten.