Forandring og overgange er noget, vi alle oplever
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Alt flyder,« sagde Heraklit et halvt årtusinde før Kristus.
Vi bader aldrig to gange i den samme flod, nyt vand strømmer hele tiden til, og selv er vi jo også blevet forandret. Med det udsagn peger Heraklit på det faktum, at der er konstant bevægelse. Mange gange sker overgange i en sådan glidende bevægelse som floden, der bruser og hele tiden fyldes med nyt vand, så vi knap bemærker forandringen, før vi står og ser tilbage på det, der forandrede sig. Andre gange markeres overgangen med et ritual, så det er tydeligt, at her er tale om en overgang – en forandring.
Uanset en overgangs ydre udtryk, så kan en overgang være vanskelig.
Det kan være som at træde ned i en flod, der er fuld af vandets stærke strøm og glatte sten i bunden. Det kan være vanskeligt at stå fast i sådan en flod, og vi kan have brug for hænder til at holde os fast, og andre kan have brug for vores støtte, når de træder ned i flodens stærke strøm.
Der er overgange som det at gå fra at være gift til at være skilt, eller når dem, der er vores livsvidner, dør fra os, der er uendeligt barske overgange. Vi mister måske balancen, fordi de hænder, der har hjulpet os til at holde balancen i floden, nu pludselig er væk. Sårbarheden i overgangene viser sig på mange måder og får fortsat nye ansigter.
Overgange handler om transformation – at noget forandres, forvandles, forædles, forfines og måske forværres, og det er det Heraklit cirka 500 år før Kristus peger på ved at sige, at ikke kun forandrer floden sig. Vi, der bader i floden, forandrer os også.
Heraklit peger på et fællesmenneskeligt eksistensvilkår, og jeg tror, at mange af os kan genkende følelsen af foranderlighed og mere eller mindre synlige overgange.
Men hvad med håbet? Det, der får os til at fortsætte, når vi er væltet omkuld i flodens stærke strøm? Måske er de hænder, der har holdt os fast i livets vilde flod, forsvundet.
Lise Trap fortæller i bogen ”Sorg: Den dybeste ære glæden kan få” om en mand, der er på vandring i ørkenen, han tørster, og det ser ud til, at han vil dø af tørst. Han kommer til en lille oase med træer, men der er intet vand til ham, og han bliver så rasende over at se alt det grønne liv omkring sig, mens han tørster, at han smadrer en sten ned i en lille palme, der står i oasen.
Manden bliver siden reddet fra sin ørkenvandring, og han kommer tilbage til oasen efter mange år. Da er den blevet en turistattraktion på grund af en særlig palme, der i sin krone bærer en sten. Det er den palme, som manden mange år forinden transformerede med en sten. Først voksede planten ned i jordens mørke, men siden voksede den op igen og rejste sig smuk og stor – og med stenen i sin krone.
Fortællingen indgår i Lise Traps egen beretning om overgang. Hun er træt af at høre folk mene, at hun var blevet en bedre præst eller en bedre mor i den transformation, der fulgte efter at have mistet en elsket.
Med fortællingen vil hun sige, at der ikke kom noget godt ud af at miste en elsket. Intet godt. Den transformation, der skete med palmen, der bærer stenen i kronen, er et billede på den kamp, hun kæmpede for at komme tilbage til livet.
Et andet liv for det gamle ville aldrig komme tilbage, men et liv der både rummer liv og stenen i kronen. Jeg tror, at både Heraklit og Lise Trap indfanger noget væsentligt om foranderlighed og overgange.