Fortsæt til indhold

Når kvinder tager plads, bliver politik bedre

Debat
Polly Bak DutschkeByrådsmedlem i Aarhus for Moderaterne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I byrådet i Aarhus er 10 ud af 31 byrådsmedlemmer kvinder. På landsplan er tendensen den samme. Kigger vi på borgmestre, er tallet endnu lavere.

Det er et problem – ikke kun for os kvinder, men for demokratiet som helhed.

Hvis repræsentationen er så skæv, så mister vi vigtige perspektiver og erfaringer. Politik handler om at finde løsninger, der fungerer for hele samfundet, og det gør vi bedst, når alle stemmer bliver hørt. Diversitet skaber bedre beslutninger, mere nuancerede debatter og en politik, der favner bredere.

Men jeg tror på, at vi kan ændre det. Når vi ser kvinder i politik, ser vi også, at det kan lade sig gøre. At være en synlig kvinde i politik er ikke kun et ansvar – jeg ser det også som en mulighed for at inspirere andre til at følge efter. Jo flere kvinder, der tager plads ved bordet, jo flere vil følge trop.

I Moderaterne tør vi tænke nyt, og det gælder også, når det handler om repræsentation. Vi har en stærk kvindelig ledelse og flere kvindelige ministre, der hver dag gør en forskel. Vi viser, at kvinder ikke kun hører hjemme i politik, men at de er med til at drive forandring, der betyder noget for borgerne.

Men der er stadig vej endnu. Vi skal fortsætte med at arbejde for at flere kvinder stiller op og engagere sig. Det kræver, at vi gør op med gamle vaner og tænker mere innovativt om, hvordan vi rekrutterer og fastholder kvinder i politik. Flere kvinder i politik handler ikke kun om ligestilling – for mig handler det også om reel frihed og om at skabe bedre beslutninger for os alle.