Fortsæt til indhold

Distriktsråd - grønne midler på en halv mio. skal gå til Mesballe - er du enig?

Debat
Michael MikkelsenFormand for Ryomgård Distriktsråd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vedr. Grøn pulje og Energipark Mesballe.

Ryomgård Distriktsråd (RD) har på bestyrelsesmøde gennemgået de syv fremsendte ansøgninger, og vi bemærker positivt den store virkelyst i og omkring VE-anlægget både i Mesballe og Ryomgård.

RD bemærker dog, at vi gerne havde set midler fra grøn pulje også kunne anvendes i Ryomgård, men vi anerkender også, at sammenhængskraften i en by af Mesballes størrelse er vigtig både nu og i fremtiden.

Vi vil på baggrund af vores gennemgang anbefale, at følgende projekter vægtes positivt, også set ud fra de politisk påpegede og vedtagne kriterier i den videre politiske behandling.

For RD’s vedkommende er der tale om en samlet vægtning af projekterne, der danner baggrund for vores høringssvar. Især tilkendegiver RD ønsket om at tilgodese ansøgninger fra de ”umiddelbare naboer” til VE-anlægget i Mesballe og peger således generelt på disse projekter som primære modtagere af midlerne fra den grønne pulje i prioriteret rækkefølge:

  1. Handicap- og toiletfaciliteter i Mesballe Forsamlingshus (340.000 kr. ekskl. moms, se noter)
  2. Træallé mellem Mesballe og Ryomgård (40.000 kr. ekskl. moms)
  3. Forbedringer til leg og ophold ved Mesballe Forsamlingshus (89.000 kr. ekskl. moms)
  4. Solcelleprojekt Mesballe Forsamlingshus (73.000 kr. ekskl. moms) ville være vores fjerde valg, såfremt der havde været midler til det.
  5. Såfremt der er midler i overskud, bør disse uddeles procentuelt ud efter de resterende ansøgningers beløbsmæssige størrelser, hvor der også bør tages stort hensyn til projekternes egenfinansiering.

Noter: Det bemærkes, at der bør tages højde for det forholdsvise store beløb, der er afsat til ”uforudsete forhold og mængder” samt udgifterne til ”administration, projektering og tilsyn”, der synes at være ”friskt prissatte” og bør eller kan være genstand for en diskussion om beløbene ikke bør reduceres.

Midlerne bør efter vores opfattelse overgå til projekt 2, 3 og 4. Skulle der komme medfinansiering (fondsansøgninger) vedrørende projekt 1, bør midler fra grøn pulje overgå til hel eller delvis finansiering af projekt 4, som vi mener er et godt projekt, der skaber værdi.

Ryomgård Distriktsråd foreslår alternativt, at der kan reduceres procentuelt i projekt 1, 2 og 3 for at ramme det totalt afsatte beløb på 513.299 kr. fra grøn pulje.

RD bemærker dog, at vi gerne havde set midler fra grøn pulje også kunne anvendes i Ryomgård, men vi anerkender også, at sammenhængskraften i en by af Mesballes størrelse er vigtig både nu og i fremtiden.

Vi bemærker også, at de øvrige projektansøgninger er aldeles relevante projekter, som RD naturligvis helhjertet til enhver tid bakker op omkring.

RD har stort fokus på den lokale idræt i Ryomgård og ikke mindst Ryomgård Kultur- og Fritidscenter, der også godt kan trænge til en økonomisk understøttende hånd.

Kongsvad Rideklubs ansøgning er relevant, men vi vurderer dog, at denne ansøgning ligger udenfor RD’s område og derfor ikke kan betegnes som relevant i samme omfang som øvrige ansøgninger på grund af afstanden til VE-anlægget.