Skatteborgernes penge spildt på ideologisk projekt
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Moral er godt - Men er dobbeltmoral dobbelt så godt?
Nej, vil de fleste nok svare.
Om kort tid skal helhedsplanerne for Ålerne, som er et stort naturområde syd for Ebeltoft fra Tolløkke Skoven ned til kysten ved færgelejet, vedtages.
Forudsætningen for denne helhedsplan, som oprindeligt hed helhedsplan for Grobund, er en kæmpe fejl begået af kommunen for 38 år siden.
En virksomhed havde for 38 år siden behov for ekspansion, og ”vups” vedtog kommunen en lokalplan for erhverv og industri lige ned til kysten. Forudsætningen for at kunne lave denne lokalplan var, at hele naturområdet fra Tolløkke Skoven til kysten blev udtaget til evt. senere bebyggelse.
En vedtagelse af Ålerne i deres nuværende form med bebyggelse i et sårbart, kystnært område er nu en forudsætning for, at der senere kan udarbejdes og vedtages en lokalplan for Grobund, som netop omfatter bebyggelse i kystnært område.
Men efter gældende planlov vil dette i dag være ulovligt. Det kan alle, der gider, selv læse. Også det nuværende, røde flertal i byrådet. Vi lever jo i en helt anden tid. For en uge siden udsendte den anerkendte tænketank Concito en rapport, som netop fraråder denne type vækstplaner for de nuværende byer. Den burde også læses på rådhuset.
Der hersker næppe meget tvivl om, at projektet ”Grobund” er et ideologisk projekt. Også selv om det er usolidarisk og bygger på, at man skal kunne forsørge sig og sine egne uden lønnet arbejde og hermed også skattebetaling til samfundet. Hvis flere vil leve sådan, var der intet velfærdssamfund.
Så, når det handler om egne ideologiske projekter, er dobbeltmoral så dobbelt så godt?
Så stop enhver tanke om bymæssig bebyggelse i kystnære områder og lad være med at gentage tidligere tiders fejl. Både nutid og fremtid vil dømme jer hårdt for det.
Hvis flertallet absolut vil gennemtrumfe en helt unødvendig ”Helhedsplan for Ålerne”, bør den ikke omfatte bebyggelse syd for Langagervej, som er det mest kystnære område. Planen lider af manglende miljøtilpasning samt et manglende behov. Det sidste har kommunen tidligere dokumenteret, og det vil formentlig få planklagenævnet til at stoppe helhedsplanen.
For et par år siden var Syddjurs Kommune med til at etablere samarbejdet mellem syv østjyske kommuner ”Beskyttelse af havet i området”. Og sandelig også med borgmester Michael Stegger som formand. Ja, det er såmænd den samme, som er leder af det røde flertal i Syddjurs Kommune, men nu med miljøhatten på.
Så, når det handler om egne ideologiske projekter, er dobbeltmoral så dobbelt så godt?
Og så er der jo lige økonomien. En eventuel lokalplan for området vil mangedoble jordværdien. Det skal naturligvis afspejles i kommunens pris på jorden. Gør den så det? NEJ, det gør den ikke. Den store værdistigning går direkte til en kommende ejer og ikke til borgerne.
Og ikke nok med det. Et stort gravearbejde i kommunens ressourceforbrug med etablering af ”Helhedsplanen for Ålerne” har indtil nu kostet Syddjurs Kommune omkring 4 mio. kroner af borgernes penge, som kunne have været anvendt til bedre velfærd samt god og hurtig erhvervsservice.
Og det slutter jo ikke her. Et forslag og vedtagelse af en lokalplan for ”Grobund” vil formentlig koste yderligere 2-3 mio. af borgernes penge, samtidig med, at de samme borgere i de kommende år kan se frem til besparelser på det kommunale budget pga. manglende vækst i skatteindbetalinger og tilskud. Det giver da stof til eftertanke.
Så kære nuværende byråd: stop projektet. Det er tid til selvransagelse.