Fortsæt til indhold

Landbruget føler sig overset og ignoreret - nu må borgmesteren komme op på beatet

Debat
Af Christoffer PedersenByrådsmedlem og borgmesterkandidat for Venstre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Syddjurs Kommune har en opgave i forhold til at få genopbygget et stærkt samarbejde med Djurslands landboforening og landbruget på Djursland. Det har begge parter brug for. Ikke mindst i forhold til det samarbejde, der skal være omkring gennemførelsen af den grønne trepart.

Og det er alvorligt, når et helt erhverv føler sig talt »om«– i stedet for »med«

Djurslands landboforening rejste på deres årsmøde i den forgangne uge en tydelig kritik af Syddjurs Kommune. I Hans Gæmelkes årsmødeberetning sagde han bl.a., at »Norddjurs Kommune taler med landbruget, mens Syddjurs Kommune oftest taler om landbruget.«

Kritikken handlede mere specifikt bl.a. om en række ekspropriationssager, som ikke er blevet afsluttet, og hvor sagsbehandlingstiden har været alt for lang. Men kritikken gik også på en generelt manglende dialog fra kommunens side.

I artikler i Din Avis Syddjurs må man forstå, at Borgmesteren kalder kritikken for voldsom, men affejer det med at sige, at der ikke er tale om dårligt samarbejde, men bare om »uenigheder«.

Det synes jeg er en uheldig formulering. Hvis der er to parter i et samarbejde, så må det nødvendigvis være sådan, at der er tale om et dårligt samarbejde, hvis den ene part måtte mene dette.

Så i stedet for at være uimodtagelig over for kritik, så burde Syddjurs kommune lægge sig fladt ned og erkende, at samarbejdet bare ikke har været godt nok. Og det er alvorligt, når et helt erhverv føler sig talt »om«– i stedet for »med«. Det kan vi som kommune ikke være bekendt. For uanset om vi diskuterer biogas, havmiljø, fredninger eller andet og uanset eventuelle uenigheder, så er det afgørende vigtigt, at vi lytter til hinanden og har en god dialog.

Den rejste kritik er konstruktiv og bør føre til eftertanke hos både politikere og administration i Syddjurs.

Landbrugserhvervet har en stor betydning i vores landdistrikter, og i forhold til klimasikring, vandhåndtering mv. Byrådets partier bør derfor anerkende og værdsætte landbrugserhvervets indsats og betydning, og også landbrugets omstillingsparathed i forhold til den grønne trepart.

I Venstre vil vi derfor opfordre Borgmesteren og kommunens administration til hurtigst muligt at fremkomme med en plan for, hvordan samarbejdet bedres. Det har vi brug for – ikke mindst i forbindelse med at arbejdet med at implementere den grønne trepart for alvor skal i gang.