Danmark Naturfredningsforenings magt fører til skueproces og udemokratisk fredning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Mens andre lokalpolitikere kappes om, hvem der har æren for fredningen af Kalø Gods, vil jeg og Venstre gerne beklage beslutningen dybt.

Vi vil gerne beklage over for Rønde by, som nu er lukket inde og i løbet af en årrække vil løbe tør for arealer til byens udvikling, ligesom forbedret infrastruktur er udelukket.

Vi vil gerne beklage over for borgerne i Syddjurs, hvis penge ikke bruges optimalt og efter devisen “mest effekt for pengene”.

Slutteligt vil vi gerne beklage over for vores natur. Sammenhængende natur og biodiversitet har været hovedargumentationen i fredningen ved Kalø Gods. Men havde beslutningstagerne løftet blikket og haft større ambitioner end laveste fællesnævner, ville vi have stået i en anden situation. Så kunne Kaløs fede lerjorde være byttet med større arealer - f.eks. lavbundsarealer eller overdrevsarealer, hvor potentialet for bedre natur er mere åbenlys.

Gevinsten havde været klar; mere natur og bedre biodiversitet.

På bagkanten af en så irrationel beslutning kan det være relevant at spørge sig selv: hvad gik der galt? Går den grønne omstilling hurtigere, end at vi kan nå at tænke os om?

Aktørerne bag beslutningen om permanent fredning og ophør af dyrkning af arealerne ved Kalø Gods er få, og der er bestemt grund til at stille spørgsmål til, om en så omfattende beslutning er tilstrækkelig demokratisk funderet. Danmarks Naturfredningsforening indstiller til fredningen, og tre personer fra Fredningsnævnet blåstempler indstillingen.

Borgermøde og høringsfasen viste sig at være en ren skueproces. Ikke engang folketingspolitikere, som vi har valgt til at repræsentere os, har haft mulighed for at sætte foden ned. Aktørerne bag beslutningen havde ét for øje: fredning. Er det godt nok?