Fortsæt til indhold

Et nej havde intet rykket

Debat
Paul-Werner JohnsenEllekrogen 5, Grenaa

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg vil sige et stort tillykke til Else Søjmark med det flotte og klare resultat som topkandidat til regionen for liste A. Else kommer til at stå som nummer 4 på stemmesedlen efter valget i Rønde 10. marts.

Jeg synes at det er rigtig flot og modigt af Else, at hun tog kampen op selvom såkaldte ” stærke kræfter” i partiet som Jan Petersen, Leif Lahn, Niels Erik Iversen og Lars Møller havde langet kraftigt ud efter Else, fordi hun ikke stemte imod budgettet i regionen.

Jeg kan godt få den tanke at det her drejer sig om misundelse. Else har jo altid fået nogle flotte valg. Mange af dem, der langer ud efter Else, er jo slet ikke i nærheden af det her valgresultat, som Else fik til regionsvalget.

Uanset hvad Else havde stemt, er det min klare vurdering, at resultatet havde været det samme. Det er jo meget naivt at tro, at hvis Else havde stemt imod budgettet, ja så var alt blevet lutter lagkage her på Djursland.

De her såkaldte ” stærke kræfter” havde jo ikke kunnet gøre det her en klap bedre selv, hvis de havde siddet i regionen. Jeg synes især at Niels Erik Iversen skal tage at feje for egen dør, før han farer i flæsket på andre og ytrer sig om mistillid. Hvad fik han lige gennemført da han sad i regionen? Ikke en klap. Han gik til valg på blandt andet bedre vejforbindelser. Det har jeg svært ved at få øje på, at det skete.

Jeg synes også, at Else skulle have stemt nej til budgettet, men det havde som sagt ikke rykket noget som helst

Man skal jo lige huske på, at man godt kunne bruge Elses flotte valgresultat, som hun fik dengang. Jeg synes også, at Else skulle have stemt nej til budgettet, men det havde som sagt ikke rykket noget som helst. Men derfra til at ytre sig om mistillid og så videre synes jeg er dårligt.

Else har vel langt hen ad vejen gjort et godt stykke arbejde. Jeg kan ud fra det her kun se, at det er en meget dårlig stemning hos liste A, som helt sikkert bliver svær at få rettet op på.

Nu trækker Jan Petersen sig heldigvis ud at kommunalpolitik til efteråret og med den velfortjente valglussing som liste A pt. ligger til, kan man jo håber at ”strategen ” Lars Møller, som han bliver kaldt, heller ikke er at finde i kommunalbestyrelsen efter valget til november.

Jeg synes at regionerne fungerer rigtig dårligt. Det har været alt for mange møgsager så mon ikke tiden er kommet til at få dem nedlagt.