Vi trækker streger og sætter skel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Verden er så stor, så stor, Lasse, Lasse lille.

Sådan sang vi, da jeg var barn i 70´erne. Jeg sang med på ordene, uden helt at forstå dem. For min verden var endnu ret lille.

Dens omdrejningspunkt var vores lejlighed, hvor det meste af mit liv udspillede sig. Der var selvfølgelig også en verden udenfor lejligheden. På den anden side af vores hoveddør lå opgangen. Her boede de fleste af mine venner og legekammerater. Opgangen var en identitet. Et fællesskab. Vi holdt sammen.

Vores opgang var en del af en blok med i alt tre opgange. Vi legede også med børnene fra de andre opgange, men der var alligevel en lille væsensforskel på os. Vi var jo dem fra nr. 19, mens de andre var fra nr. 17 og 21. Husnummeret alene gjorde, at der var et ”os” og et ”dem”.

Skellet blev gradvist større, jo længere væk fra opgangen vi kom. Næste skridt var dem fra de andre blokke, så dem fra rækkehusene på den anden side af vejen og så dem fra blokkene på vejene omkring os.

Vi vidste godt, at der omkring vores kvarter med boligblokke lå villakvarterer, men de var ikke en del af vores verden. Med voksnes øjne gav det nok ingen mening, for vi boede jo faktisk ret tæt på hinanden, men med et barns logik var der en verden til forskel på os, der boede i lejlighed og dem, der boede i huse.

Efterhånden som jeg blev ældre, blev min verden større. I skolen fik vi at vide, at vi var verdensborgere, og at fællesskabet og samhørigheden ikke kun inkluderede dem, man boede i opgang med, men ethvert menneske i hele den store vide verden.

Alene det at være menneske, binder os sammen. Forener os. Forpligter os på hinanden. ”Menneske først”, som Grundtvig sagde. Det må og skal overstråle alle vores forskelle.

Men når der i disse dage rokket ved den verdensorden, som jeg troede var urokkelig, sætter det gang i en dominoeffekt. Er følelsen af samhørighed gengældt? Er dem, som vi troede var venner, faktisk fjender? Er vi så tæt sammenbundne, som vi gik og troede?

Tvivlen slår en kile ned imellem os. Splitter os i et ”os” og ”dem”. Utrygheden får på én og samme tid verden til at synes større og mere skræmmende og synes mindre, fordi det er så menneskeligt kun at kigge så langt, som trygheden, samhørigheden og det fælles ”os” rækker.

Pludselig længtes jeg tilbage til dengang, jeg var barn, og verden var lille. Til dengang hvor flokmentaliteten blandt opgangens børn skabte en stor samhørighed, at vi ikke tvivlede på, at vi havde hinandens ryg. At det var os mod verden.

Allerede som et lille barn gjorde jeg det, som ligger os mennesker så naturligt. At definerer os selv i forhold til de andre.

»Vi trækker streger og sætter skel, imellem andre folk og os selv.«

Sådan skiver Johannes Møllehave det i en af mine yndlingssalmer af samme navn. Vi putter folk i kasser, kigger på forskelle frem for ligheder, sætter grænser, dømmer og holde andre ude.

Lige nu føles det mere nødvendigt, end jeg i mit 49 år lange liv har oplevet det før. Derfor føles det også vigtigere end nogensinde før at holde fast i, at evangeliet ikke sætter skel. At der her ikke opereres med et ”dem” og ”os”.

Han slog en streg over hver en streg

som sættes mellem dig og mig.

Så ikke én af dem Vorherre skabte

skal kaldes udenfor og helt fortabte.

Hvor vi i hverdags- og samfundslivet slår lodrette streger som skel ned imellem hinanden, slår Jesus billedligt talt en vandret streg over den.

Et kors det danner, naturligvis

og det blev så hans kærligheds pris.

Og alle de der faldt uden for stregen

dem slog han følge med på hele vejen.

På bedste Møllehave-vis bliver buddet om næstekærlighed en poetisk påmindelse om, at næsten ingen særlige kendetegn har og ikke kan rangordens efter køn, geografi, etnicitet, religion, social status eller politisk observans. Næsten er ethvert menneske.

Vreden, hadet, ønsket om større jordbesiddelser, om mineraler, om at få ret, om at vinde må aldrig få det sidste ord. I disse mørke dage bestræber jeg mig på at holde fast ved håbet om, at verdens ledere - den ene præsident i ”Guds eget land” - vil have kærligheden til næsten på sinde og i hjertet, og at de vil handle derefter.