Lyt til praktikerne på gulvet - i stedet for alle mulige DJØF'ere, der griner hele vejen hen til banken
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I Din Avis Syddjurs d. 5/3 stiller redaktør Lars Norman Thomsen spørgsmålet, om vi i Velfærdslisten Syddjurs læser CEPOS’ årlige rapport om kommunens økonomi på samme måde som Liberal Alliances Peter Malbek. Det må vi sige nej til. Tidligere borgmester og nuværende byrådsmedlem Claus Wistoft påpegede det ganske fremragende i 2016, at det er fint med en masse tal og hypotetiske udtalelser, men der mangler konkrete forslag og ideer, som kan udpege, hvor kommunen kan spare de penge.
Derfor vil vi i Velfærdslisten bruge de dygtige medarbejdere, som vi allerede har, til at gøre kommunen bedre
I Velfærdslisten Syddjurs vil vi hellere spare pengene på diverse konsulentrapporter fra COWI og Rambøll. Vi vil hellere bruge de penge på vores medarbejdere, en forbedring af deres arbejdsmiljø og en undersøgelse lavet af kommunens egne medarbejdere, altså dem der sidder med tingene i hverdagen og har et indtryk af, hvordan det rent faktisk fungerer.
Vi har før i Syddjurs Kommune fået bevist, at vi har dygtige medarbejdere, som kan finde en løsning, der i første omgang kræver en investering, bevares, men sidenhen kan give en besparelse samt en investering i mennesket og dets livskvalitet. Et eksempel er ”Syddjurs træner for en bedre fremtid”. Dette startede som et 1-årigt forsøg, men blev implementeret, så Syddjurs Kommune i 2014 fik støtte fra Socialstyrelsen til at udvikle og forbedre ordningen, samtidig med vi gik foran som en modelkommune for de andre kommuner. Dette projekt og implementeringen af det var jeg en del af i sin tid. Det var et projekt, som blev startet og udtænkt af medarbejdere hos kommunen. Altså IKKE en tænketank, ikke et analysefirma, men en ganske almindelig og dygtig medarbejder ansat ved Syddjurs Kommune.
Et andet eksempel er ideen udarbejdet af ledelsen og medarbejdere på Thorsager Skole, Thorsager børnehave og vuggestue, der i 2011 (korriger mig hvis jeg husker forkert) kom med et forslag til budgettet for 2012. Til budgettet foreslog de en investering, hvor skolen og daginstitutionerne blev samlet på samme matrikel. Den positive investering ses stadig den dag i dag, hvor børn og voksne på tværs kan have et samarbejde. Et bedre samarbejde ved overgangen fra børnehave til tidlig SFO, videre derfra til skolen. Børnene kender hinanden på kryds og tværs allerede fra en tidlig alder, og dette har en positiv indvirkning op igennem skoledelen. At opleve hvordan et barn fra 1. klasse kender en elev fra 5. klasse, udelukkende fordi de har været på samme matrikel igennem årene, betyder noget for sammenholdet for eleverne, medarbejdere og forældre.
Der findes flere glimrende eksempler igennem tiden, som i første omgang krævede en investering, men siden har givet en økonomisk besparelse, men så sandelig også flere positive ting som det sociale og en bedre livskvalitet.
Derfor vil vi i Velfærdslisten bruge de dygtige medarbejdere, som vi allerede har, til at gøre kommunen bedre. Blandt andet på skole- og daginstitutionsområdet. Hvad kan vi gøre her for at forbedre inklusionen, forbedre arbejdsmiljøet og øge trivslen endnu mere blandt personale og børn? Dette mener vi, at medarbejderne allerede har et godt indblik i. Det behøver vi ikke betale en tænketank eller analysefirma til. Hvorfor ikke bruge vores kompetente og dygtige medarbejdere til noget, som de besidder en stor viden og erfaring med?
Vi i Velfærdslisten Syddjurs tror på, at det kan gavne medarbejdernes trivsel, at de bliver lyttet til og taget med på råd. At vi får brugt de kompetencer og ressourcer, som vi er så heldige at have i Syddjurs Kommune.
Trivsel er et politisk ansvar.