Forløbsinstitution i dagplejen lover godt: »Vi skal fremtidssikre vores dagpleje«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
For godt og vel et år siden vedtog vi i byrådet en ny standard for pladsanvisning i dagtilbuddene.
Det medførte blandt andet at vi indførte en såkaldt forløbsinstitutionsmodel i dagplejen. Det har medført, at alle børn i dagplejen bliver koblet op på en specifik børnehave, og er derved sikret en plads i sit nærområde. Det var de ikke tidligere, og det betød, at nogle forældre fravalgte dagplejen, da de ikke kunne vide sig sikre på en børnehaveplads tæt på.
Implementeringen er stadig ny, men de foreløbige tal lover godt. 110 børn har været omfattet af modellen indtil nu, og 66,3% har takket ja til en sikret plads. Det er jeg som politiker glad for at se. De resterende 33,6% har takket nej af forskellige årsager, blandt andet fordi deres forløbsinstitution ligger i et andet skoledistrikt end hvor de bor, eller at forældrene vil beholde egne prioriterede børnehaveønsker. Modellen kan nemlig ikke tage højde for alt, men meget har den gjort. Dagplejen har blandt andet fået flere forældre, som aktivt kontakter dem, med ønske om en plads, og jeg hører flere forældre der er utroligt glade for tiltaget.
Vi skal nemlig fremtidssikre vores dagpleje, og ved at sikre forældre en børnehaveplads i nærområdet, gør vi netop det. Jeg er som Venstremand glad for, at vi arbejder mod at sikre en bred vifte af dagtilbud, så kommunens forældre har flest mulige og gode valg for pasning af deres børn.