Forening undrer sig over lukning af Kollegiet: »Er det en hemmelighed og kun for de få?«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I Autismeforeningen undrer vi os over lukningen af Kollegiet i Hornslet, som er et §107 midlertidigt tilbud for unge med autisme og ADHD i alderen 18-30 år.
Som lokal repræsentant har jeg først for nyligt hørt om tilbuddet. Som mor til en søn i såvel målgruppen som aldersgruppen, har jeg ellers brugt meget tid på at søge efter egnede tilbud i Syddjurs kommune.
Jeg fandt det først, da jeg hørte om det fra en pårørende til en ung på Kollegiet. Jeg har efterfølgende besøgt Kollegiet og var kommet så langt, at jeg havde udset det som bedste tilbud i Syddjurs til min søn. Og så lukker det!
En lukning vi i Autismeforeningen undrer os stort over. Vi undrer os stort da såvel §107-tilbud som §108-tilbud er en mangelvare i hele Østjylland.
I hele Aarhus Kommune kan man via tilbudsportalen.dk ikke finde en eneste ledig plads på bosted. De sender unge borgere så langt væk som til Hadsund fra Aarhus Kommune.
Så hvorfor kan Syddjurs Kommune ikke få fyldt sine pladser op på Kollegiet? Hvorfor sender Aarhus Kommune ikke sine unge borgere med autisme til Hornslet, som ligger så tæt på Aarhus? Måske fordi Kollegiet er en hemmelighed og kun for de få, som tilfældigt selv falder over det? Har Syddjurs Kommune fejlet i promovering af Kollegiet?
Beslutningen tages endeligt ultimo maj på et byrådsmøde. Men beboerne er opsagt pr. 1. Juni 2025. Hermed synes sagen afgjort på forhånd. Det er uordentligt og sender autistiske unge med behov for struktur og forudsigelighed ud i en uvis fremtid.
Unge med autisme i en sådan situation har behov for, at pårørende eller pædagoger kan vise aktuelle alternative tilbud – og helst i billedform, idet de fleste mennesker med autisme er visuelle tænkere. Men ingen ved hvor de unge lander, hvilket gør såvel beboere som pårørende meget bekymrede.
Autismeforeningen anbefaler Syddjurs Kommune at promovere Kollegiet på samme niveau som byggegrunde i Syddjurs. Det giver ikke mening at lukke et godt tilbud, som markedet skriger på. Giv det en chance.
Nu har det fået opmærksomhed, og mon ikke der hurtigt kommer flere lokale autistiske borgere til Kollegiet. Det håber vi i Autismeforeningen.