Sådan får man ordene ”banalt” og ”pinligt” til at fylde 103 sider
Advokatundersøgelse peger ikke på syndere. Og så alligevel.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det er sørgelig læsning, resultatet af den udredning, som Kroman Reumert har foretaget af stadionprojektet, som utvivlsomt er en skandale. Opdraget til advokatundersøgelsen har ikke været at undersøge enkelte personers viden og deltagelse i forløbet. Det er belejligt, men ændrer ikke på, at personer må stå til ansvar for, hvordan Kongelundsprojektet kunne føre til rod, overskridelser og hemmeligholdelse.
Det påhviler hverken donatorer, entreprenører eller rådgivere at råbe vagt i gevær, når processer og beslutninger ikke lever op til, hvad man må forvente i en offentlig forvaltning. Rambøll og A. Enggaard har på koordinationsmøder løbende påpeget økonomiske overskridelser og risici, blandt andet fordi projektet har ændret sig undervejs. I en politisk organisation er det et politisk ansvar at reagere og sige til, hvis der er noget, man ikke forstår. F.eks. hvilke økonomiske konsekvenser det har at foretage til- og fravalg. Kræver det prioritering? Ja. Er det, hvad vi må forvente er et dagligt grundvilkår for en professionel politiker, der forvalter vores penge? Ja.
Kongelundsprojektet er først og fremmest en politisk skandale. Selv om advokatundersøgelsen altså ikke forholder sig til navne, så efterlader den et klart indtryk af, at hverken rådmand for teknik og miljø, Nicolaj Bang (K), eller rådmand for kultur og borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R), har været deres opgave voksen, når de på trods af dårlige arbejdsforhold med manglende skriftlighed og kort forberedelsestid alligevel er gået med på legen og dermed ignoreret et økonomisk og forvaltningsmæssigt kaos. I maj 2024 klagede Nicolaj Bang over de stramme betingelser for følgegruppen. Men det blev ved kritikken og den manglende handling. Er det helt utænkeligt, at de kunne informere byrådet om de økonomiske problemer, selv om daværende borgmester Jacob Bundsgaard øjensynligt ikke synes, det var nogen god idé?
I det hele taget tyder meget på, at netop Bundsgaards opfattelse af, hvad der er en god idé, har været styrende for processen. I oktober sidste år havde han pludselig ikke længere lyst til at være borgmester. I lyset af hvordan Kongelundsprojektet har udviklet sig fra en vindersag til en katastrofe, var det et godt tidspunkt for ham. Det står desværre stadig mere klart, at det også var et godt tidspunkt for Aarhus.
Bundsgaard havde sat sig i spidsen for at realisere en mangeårig drøm om et nyt stadion, primært til AGF. Det skulle foregå diskret, og det er måske kimen til den politiske skandale. Fortrolige møder, diskretion, gentlemen-aftaler, begrænset information på skrift og gåture ved stranden er almindelige og accepterede elementer i det private erhvervsliv. Bundsgaard glemte åbenbart med tiden, at han ikke var erhvervsmand, men borgmester.
Advokatundersøgelsen bekræfter, at forløbet var præget af mundtlige aftaler og sparsom skriftlig dokumentation. Den slags går naturligvis ikke i en offentlig forvaltning eller i et politisk styre. Hvis kulturen endda er så stærk, at professionelle toppolitikere som Nicolaj Bang og Rabih Azad-Ahmad ikke siger fra, ja, så er resultatet noget frygtelig rod. Endda noget frygteligt dyrt rod, der vil belaste kommunekassen og tage penge fra den velfærd, kommunen egentlig er skabt for at sikre. Der er endnu ikke to streger under den endelige regning.
Advokatundersøgelsen siger det banale: Komplicerede sager kræver forberedelse. Nikker man ja til en ekstraregning, må man finde pengene et andet sted. At holde mund holder ikke. Også derfor er undersøgelsen så sørgelig læsning.