At bede giver en indre ro

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når man har fødselsdag, eller når det er juleaften, så må man gerne ønske sig noget Det skal man faktisk helst! Ellers ved familien jo ikke, hvad de skal købe.

Så kan man gå der og tænke over, hvad man mangler. Ikke så underligt bliver det sværere og sværere for nogle af os at lave en ønskeseddel, jo ældre man bliver. Måske er det, fordi man allerede har så meget!

Når man er barn, er det slet ikke så svært. Man ønsker sig en masse. Man får ideer til ønsker fra sine venner eller fra internettet eller fra et katalog eller fra, hvad man ser, når man er med på indkøb i Bilka.

Når man er ung, siden hen, er det heller ikke så svært, der kommer hele tiden nye spil, nye mobiler, nyt tøj, nye smykker. Nyt som man ønsker sig, men bare ikke helt har råd til.

Men med tiden kan det med at ønske sig noget godt gå hen og blive sværere. Det helt dyre kan man jo dårligt ønske sig, en ny bil til 300.000 vil se lidt dumt ud på ønskesedlen, og de billigere ting køber man måske ofte selv.

Og så er der de ting, man ønsker sig, men som man godt ved, at man ikke kan købe sig til.

Sundhed, at sygdom gik væk, uh, hvis man da bare kunne købe det. Medgang for sine børn, så de klarer livet godt. At verden får styr på problemerne, både hjemme og længere borte - jo der er så mange ting, som vi altså bare ikke kan købe os til.

Undertiden sætter vi dem på ønskesedlen alligevel – Fred i verden! Skriver man måske først. Og mener det også.

I en af forårets bibeltekster møder vi en lille mor, som har en syg datter. Moren vil så gerne, at hendes datter skal blive rask igen, at pigen såmænd bare skal få et normalt liv.

Lægernes formåen var begrænset dengang. Især sygdomme som epilepsi og kramper var svære at udrede og behandle, og sygdommene var også omgærdet med en religiøs tolkning om besættelse, der gjorde, at man ofte slet ikke gjorde så meget medicinsk for at helbrede dem.

Kvindens økonomi var måske også begrænset, og måske ikke. Men igen, ikke alt kan købes for penge. Og – midt i alt det håbløse – finder hun på at bede Gud om hjælp. Ja, egentlig er det jo Jesus, hun henvender sig til.

Først siger han, underligt nok, nej. Læser man teksten, kan man godt blive lidt forarget! Kan han tillade sig det? Kan Gud tillade sig at sige nej, når vi beder om hjælp? Men det kan Gud jo godt. Desværre, synes vi.

I fortællingen plager og argumenterer kvinden så længe, at Jesus faktisk skifter holdning, og vi læser, at han gjorde hendes datter rask. Hun fik sit ønske opfyldt, en rask datter.

Og vi kan ønske os, at det var os, der fik lige det, vi allermest behøver, fra Gud. Om det så er vores eget helbred, der driller, om det er hjælp til os selv, eller vores børn, eller venner, vi ønsker os. Hvis Gud da bare ville hjælpe. Det synes vi ikke Gud gør – ikke altid i hvert fald. Men måske alligevel?

Og mon ikke de fleste af os – når livet brænder på, og man står magtesløs overfor de problemer, som man ikke selv kan gøre noget ved – folder hænderne og sender en bøn afsted til vores Gud.

Gud – vil du ikke godt hjælpe mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal løse det her. Det gør noget ved os, det klarer tankerne at bede. Det giver en ro indeni, som gør så godt. Roen ved, at man har lagt problemet over i hænderne på en anden og større magt.

Så må Gud gribe ind! Gå med ind til operationen, for jeg har lagt mit liv, ikke bare i kirurgens, men også i Guds hånd. Eller måske er det andet som er svært, og som vi kæmper med.

At bede til Gud kan give en kæmpe fred! Det giver tryghed, at lægge et problem i Guds hænder.

I bibelteksten, jeg skrev om, kalder Jesus det for tro. For tro er ikke at være af et bestemt folk eller medlem af en forening eller at abonnere på et sæt holdninger. Tro er den tillid til Gud, der beder ham hjælpe! Ikke mindst når løsningen ikke kan købes andre steder.

Tro er at lægge sit liv, sit problem, sin håbløshed i Guds hænder, og sige: Gud, vil du hjælpe mig, nu behøver jeg dig. Det giver en anderledes fred, end når man har fået skrevet ønskelisten og givet den videre, eller lagt den ud på Ønskeskyen.