Er der forår på vej?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For 14 år siden fejede en folkelig oprørsbevægelse over de nordafrikanske lande. Bevægelsen blev kaldt ”det arabiske forår”, og folk gjorde krav på social og økonomisk retfærdighed og demokrati.

Mange i Vesten glædede sig over de nye demokratiske vinde i den arabiske verden. Men de ellers oftest fredelige demonstrationer blev slået ned med temmelig hård hånd, og foråret nåede ikke sådan umiddelbart at bære frugt.

Måske er et lignende tilbageskridt for frihed og demokrati for tiden ved at ske her i Vesten?

Hvor vi årtier har arbejdet for at nedbryde grænser og forbedre samhandelen og fællesskabet med hinanden, så er vi i denne tid godt i gang med at lukke grænserne og opbygge mistillid til hinanden.

Vi opruster og skal bruge en stor del af vores bruttonationalprodukt på våben og forsvaret. Vi tænker mere og mere ”os” mod ”dem”. Altså os her i Danmark eller os her i Europa mod dem i Rusland, Mellemøsten og Kina. En del er også begyndt at overveje, om det også er imod USA, som vi indtil for få måneder siden har været tæt allieret med.

Selvom naturen byder på forår i disse dage - solen titter frem og varmer os - så er vinden kold; vinden er kold imellem mange mennesker. Så ja; der er forår på vej ude i naturen, men der er ikke meget, der tyder på, at der er forår på vej imellem os mennesker.

For halvanden uge siden hørte vi historien om den kana’anæiske kvinde. Hun var kana’anæer og altså hedning set med jødiske øjne. Jesus var jøde og ville ikke have med hende at gøre. Men hun insisterede og overbeviste ham om, at han også skulle hjælpe hende og helbrede hendes datter. Hendes tro bevægede ham, så den grænse, der ellers var imellem hedninger og jøder, blev nedbrudt.

Noget lignende ser vi flere steder i Det Nye Testamente, hvor grænserne og skellene mellem mennesker bliver nedbrudt. Det bør således netop være et af kendetegnene ved kristne, at man nedbryder grænser i stedet for at opbygge, selvom det ofte ser omvendt ud i verden.

Skellet mellem godt og skidt, mellem godt og ondt eller mellem ukrudt og nytteplante er ikke et skel mellem forskellige slags mennesker, religioner og etnicitet. Skellet går inden i os.

Vi indeholder alle både noget godt og noget skidt, og her i foråret og fastetiden skal vi netop bruge vores kræfter på at lue ukrudtet væk, skelne skidt fra kanel og skære det unyttige fedt fra, fjerne de døde blade eller tendenser og uvaner, så det, der er liv i, kan få plads og fylde.

Der er ikke liv og lyst og glæde i at opbygge grænser, men i at virke for retfærdighed og medmenneskelighed.

Vore regeringer må holde hovedet koldt og gøre, hvad de finder nødvendigt, og vi andre må gøre, hvad vi kan for at holde hjertet varmt, så isen imellem os smelter, grænserne nedbrydes, og livet bliver godt og værd at leve.

Sådan kan foråret også finde vej ind i os.