Er du stundesløs?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I Holbergs komedie ”Den Stundesløse” har Hr. Vielgeschrey åh så meget at se til. Selvom han arbejder hårdt, opnår han kun det samme som den uduelige drivert. Han har ”skintravlt”, men er oprigtigt stresset. ’
Mon det er noget, du kan nikke genkendende til? Det kan jeg.
For nylig blev jeg gjort opmærksom på unge danskeres mobiltid. Jeg var ærlig talt målløs. Tallene var svimlende. Det inspirerede mig til at undersøge mit eget skærmforbrug.
Jeg var i ingen position til at pege fingre. Den pågældende uge havde mit daglige gennemsnit ligget på seks timer. Seks timer! Som en ven bemærkede: »Det svarer jo næsten til et fuldtidsarbejde!«
Ifølge en analyse fra Syddansk Universitet daler det mentale helbred hos børn og unge, når skærmtiden stiger. Og danske unge har aldrig været mere pressede, mere rastløse og mere stressede.
Det er måske ikke så mærkeligt, når man skal nå at opretholde et fuldtidsarbejde ved siden af et fuldtidsarbejde. Mange er blevet stundesløse – og det gælder ikke blot ungdommen.
Vi befinder os midt i kirkeårets fastetid. En tid, hvor vi mindes Jesu 40 dage i ørkenen uden mad og drikke. Vi behøver ikke at følge hans eksempel slavisk, men måske kan vi lade os inspirere af den lutherske tanke om faste: at give afkald på noget af vores overflod for i stedet at søge Gud.
Jeg har brugt fastetiden som anledning til at slette samtlige sociale medier fra min mobil. De kommer nok igen, men for nu kan jeg mærke en forskel. Min skærmtid er faldet markant.
Og selvom det lyder ganske belejligt, må jeg sige, at jeg faktisk oplever at være mindre fortravlet. Jeg har fået tid til at tænke. Til at være nærværende. Til ikke konstant at skulle opdatere, kommentere eller scrolle gennem utallige tidsslugende såkaldte ”reels”.
Den kristne traditions opfordring til faste fra vores overflod gælder i særdeleshed for den moderne Hr. Vielgeschrey. Det er forskelligt, hvad der er mest gavnligt for den enkelte at faste fra.
Om det er sociale medier, flow-tv, flødeboller, neglebideri eller noget helt femte. Alt der tager for meget af vores liv uden at give noget nyttigt tilbage kan være gavnligt at lægge på hylden. Hvis ikke for altid, så for en stund. Det inviterer fastetiden os til.
Så lad mig bringe denne opfordring i dagens klumme (sagt i den bedste mening): føler du dig stundesløs, så fast! - og lad i gode gamle Luthers ånd, den tid, du nu har i dine hænder gå til Gud.