Fortsæt til indhold

Thorsvej i Ry er blevet stærkt trafikeret

Debat
Inga MikkelsenThorsvej 57, Ry

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I forbindelse med de alt for fejlbehæftede ejendomsvurderinger kan jeg læse, at min vurdering har den variabel, at jeg skulle bo 89 meter fra en befærdet vej. Men jeg bor altså kun fem meter fra den stadig mere trafikerede Thorsvej.

Når jeg ser trafikken på Thorsvej, som den har udviklet sig det sidste år siden Thorsvejs åbning efter kloakeringsprojektet og det nye trafiklys i Netto-rundkørslen, synes jeg kun, at den kan sammenlignes med trafikken på Randersvej. Mange kører, som de skal i bymæssig bebyggelse, men rigtig mange kører, som er Thorsvej en motortrafikvej. Alt for stærkt og larmende uden tanke for, at der altså bor mennesker tæt på vejen.

Trafikstøjen er kraftigt tiltagende, fordi flere og flere kører i elbiler med deres store, brede, larmende og stærkt partikelforurenende bildæk. SUV’erne er heller ikke ligefrem lydløse, når de bralrer af sted.

Nu nærmer sommeren sig, og jeg gruer for, om jeg kan sidde udenfor eller med åbne vinduer. Det var slemt sidste år på grund af trafiklarmen, men det er kun blevet værre. Den ”frie” hastighed har at gøre med fjernelsen af trafikforhindringen ved Thorsvej 61.

Heldigvis sker det, at der holder biler parkeret dernede, som virker som trafikforhindring. Mit genbohus er blevet renoveret det sidste halve år, og de mange håndværkerbiler har også i arbejdstiden virket trafikdæmpende. Men ved arbejdstids ophør klokken 15 suser de fleste biler op og ned ad bakken i høj fart.

Intensiteten jeg kan studere ved at følge det nye trafiklys ved Ternevej skifte farve. Mange af de biler, der kører forbi mit hus, udløser/har udløst grønt kort forinden.

For mig virker trafikmængden der og her ikke så forskellig fra hinanden – bortset fra færre lastbiler. I lyskrydset sætter folk farten ned, men op ad den meget stejle Thorsvejbakke gasser bilerne op. De store bildæk - også i små biler – er ikke lydløse. Inde i mit hus hører jeg det ofte ”gunge”, når der kører en bil forbi. På grund af de kæmpestore kloakrør ude i vejen? Hvordan vil mine lunger reagere på den daglige store partikelforurening fra bildækkene?

Jeg kan høre, når jeg er ude at gå, at elbiler kan være næsten lydløse i lav fart. Ved Ternevej og neden for mit hus blev der asfalteret med lyddæmpende asfalt, og man kan meget tydeligt høre overgangen til gammel asfalt. Men hvorfor asfalterede man ikke vejstykket ud for mig også?

Er der foretaget trafiktællinger? Målinger af trafikstøjen? Har jeg ret i mine observationer?

Det kunne være interessant at vide, om kommunen er i færd med at forandre den omfordelingsvej i Gudekvarteret, som Thorsvej blev projekteret til i 1960’erne, til den omfartsvej, som min far forudså om 25 år i Niels H.s interview med gamle sognerødder i 1995. Den aktuelle trafik tyder på det.

Hvad med at fortsætte trafikdæmpningen ad Randersvej op ad Thorsvej ved at genindføre en trafikforhindring på Thorsvejbakken - ja, på hele Thorsvej?

Ellers må alle på Thorsvej have nedsat deres ejendomsvurderinger på grund af trafikstøj med videre.

Forældre, tænk også på jeres børn på cykelstien, og når de eventuelt skal krydse Thorsvej for at komme i Ry Hallen.