Fortsæt til indhold

»Tak for sammenligningen«

Mads Jensen (KF) tager til genmæle efter at blive sammenlignet med Donald Trump.

Debat
Mads Jensen (KF)Udvalgsformand Voksen- og Plejeudvalget Norddjurs Kommune

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kære Dan von der Lippe

Først og fremmest tak for din sammenligning med Donald Trump, det vil jeg tage som et “huge” kompliment. Meget kan man sige om Trump, og – ja meget kan man sige..

Når tallet på 10.000 har været brugt i debatten, er det netop ikke et vilkårligt tal. Tallet kommer af den målgruppe for kommunal selvtræning der blev besluttet, da den tidligere afgrænsning af målgruppe ikke var lovlig.

Målgruppen består nu af folkepensionister, efterlønnere, seniorpensionister, samt borgere på førtidspension. Antallet af borgere i Norddjurs Kommune på en af disse ordninger er på omkring 10.000.

Målgruppeafgrænsningen er dog nu lovlig – jeg personligt synes bare den blev lige “lovlig” stor.

Jeg havde heller aldrig i mine vildeste Trump-tanker troet på at alle de borgere nu ville vælge kommunal selvtræning!

For 10.000 borgere i Norddjurs har nu valget – uden visitation – om at tilmelde sig kommunal selvtræning.

Men jeg havde heller aldrig i mine vildeste Trump-tanker troet på at alle de borgere nu ville vælge kommunal selvtræning!

For hvorfor? Når der findes så mange andre fremragende tilbud i kommunen. Vores private centre, tilbud gennem Folkeoplysningen, foreninger og vores haller.

De muligheder vores haller har ved at tilbyde foreningsfitness, er en af de bedste muligheder vi har for at styrke civilsamfundets rolle omkring folkesundhed.

Heldigvis har vi haller, der gør det aldeles fremragende, og flere kan blive endnu bedre.

Det kræver at vi (kommunen) hjælper civilsamfundet til at blive stærke, så de bedre kan hjælpe med i fremtidens velfærd.

Det har mange vist interesse for og er lykkedes med. Tak for det.

Når civilsamfundet kan løfte en stor rolle, kan det kommunale system have fokus på dem, der virkelig har behov for hjælp, og hvor civilsamfundets grænse også skal gå.

Dette afgørende fokus bliver bestemt ikke lettere i fremtiden.

Men nok om fremtidens velfærd – nu vil jeg ud og se om jeg kan finde en der vil købe Anholt.