»Jeg husker barndommen anderledes – dengang var alt muligt, og man var bare til stede i verden«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kan man mærke lykke i luften? Hvis ja, så må man kunne det nu. Foråret er her, og det bringer en energi, vi næsten havde glemt. Lyset hænger længere i luften, træerne står på spring, og fuglene synger deres længe ventede forårssang.

Den danske befolkning vækkes fra vinteren, men alligevel er det som om, at noget holder os tilbage. For der er så meget at bekymre sig om i disse dage, så hvordan skal vi tage forårets optimisme ind, og mærke den i krop og sjæl?

Hvordan skulle optimismen fylde vores glas helt op, når det allerede er mere end halvt fyldt af bekymringer?

Vi voksne har måske en tendens til at se det negative før det positive – ikke kun når forårssolen skinner, men også i hverdagen. Regnen kan hurtigt føles træls, facebookgrupper bliver let til debatter, og vi har ofte en mening før vi har hele billedet.

Jeg husker altså selv barndommen anderledes. Dengang var alt muligt, og man var bare til stede i verden. Man oplevede det hele gennem leg. Man løb rundt i regnen, smed jakken og hoppede i vandpytter bare fordi, at det var sjovt. Måske var det, fordi man ikke bekymrede sig om noget – man bare var dér, fanget i nuet. Og glasset var ikke bare halvt fyldt – det var fyldt til randen.

Måske er det netop det, foråret rummer og kalder os til – altså positiviteten og glæden ved selv det uventede. Foråret opfordrer os til at slippe lidt af den skepsis, vi har samlet på os som voksne, og give plads til den energi, som foråret bringer med sig. Lade glæden og energien fylde vores glas til randen.

Forårets energi og glæde har for mig altid betydet én ting: opvisningstid. Mens foråret tog over udenfor, blev timer brugt i gymnastiksale på finpudsninger af serier og spring. Jeg elskede det - nervøsiteten og hele glæden ved at stå på gulvet, mærke mig selv og mærke publikum. Men spring blev aldrig min bedste ven, og redskaberne blev senere byttet ud med et sjippetov og rollen som instruktør.

Så i min voksenalder er opvisningsstemningen ikke kun noget, jeg selv mærker – det er også noget, jeg giver videre. Jeg ser det i øjnene på de små gymnaster, som jeg træner. Ser deres forventning, deres sommerfugle i maven, deres store smil, når noget lykkes. Jeg ser dem springe ud, og jeg genkender følelsen af at ville vise verden – eller i det mindste sine forældre på tilskuerrækken – at man kan. At man tør.

Min oplevelse med at se de små gymnaster overskride grænser - minder mig om troen. For i troen kaldes vi alle til at turde træde frem – ikke alene, men støttet af Guds kærlighed. Vi lærer at stole på, at vi ikke falder uden at blive grebet. For ligesom opvisningsstemningens fællesskab, minder evangeliet os om, at vi aldrig står alene – at vi altid er omsluttet af Guds nåde og styrke.

Den positive stemning og oplevelse, der vokser frem i hallerne, mens solen overtager, får os til at glemme bekymringerne for en stund – præcis på samme måde, som når vi i kirken om søndagen hører evangelieteksten. En tekst, der gang på gang ikke bare fortæller os, at vores glas er fyldt, men at det er fyldt over randen med Guds kærlighed. En kærlighed, der rummer både trøst i vores svaghed, håb i vores tvivl og styrken til at gå videre.

Så med de varmende solstråler, de kvidrende fugle og den spirende natur, er foråret i disse dage som en evangelisk budbringer - med beskeden om, at lyset vil vinde over mørket. Det bringer os modet til for en stund at lade bekymringerne hvile og i stedet gå ud. Og i netop forårssolens lys og varme, gives vi, som i troen, en påmindelse om, at håbet altid er foran os.

Med andre ord, når opvisningsstemningen for mig er ensbetydende med forårets essens - så er det fordi, at vi dér træder frem med lyset igen og finder glæden i det vi laver og deler den glæde med andre.

For foråret kalder på os – og som solens stråler lokker det os ud af vinterens skjul. Det minder os om at se verden med troens blik, lade os rive med og finde det positive i nuet. Det er tid til at finde lyset igen. Tid til at mærke, hvad der er på vej.

Lad os springe ud i det.