»Et fantastisk sted at bo – lad os gøre det endnu bedre«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
En ny undersøgelse fra Realdania og Danmarks Statistik viser, at Favrskov Kommune ligger på en flot 6. plads blandt landets 98 kommuner, når det gælder livskvalitet.
Det er en placering, vi alle kan være stolte af – og som vidner om, at vores kommune er et godt sted at bo, leve og engagere sig.
Livskvalitet handler om mere end bare fysiske rammer. Det handler om fællesskab, tryghed og de små møder i hverdagen – dem, vi oplever i idrætsforeningerne, i dagligvarebutikken eller når vi hilser på naboen. Netop disse nære relationer er afgørende for, at vi trives, og det er en af hovedkonklusionerne i undersøgelsen.
Som lokalpolitiker gør det mig stolt at se, at det arbejde, vi lægger i at styrke lokalsamfundet, bærer frugt. Vi har et aktivt foreningsliv, engagerede frivillige og et kulturliv, der samler mennesker på tværs af generationer. Vores børn kan trygt cykle i skole, vi har gode institutioner, en veldrevet kommune og ikke mindst en skøn natur, der indbyder til både aktivitet og ro.
Men en 6. plads betyder ikke, at vi skal læne os tilbage – tværtimod. Vi skal fortsætte med at udvikle Favrskov, så vi også fremover er et sted, hvor mennesker trives. Det kræver, at vi investerer i fællesskabet, i trygheden og i vores lokalområder.
Lad os fejre vores flotte placering – men også bruge den som motivation til at gøre Favrskov endnu bedre. Tillykke til os alle sammen.