Frygt ikke, tro kun

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Måske var det allerede på banegården lørdag morgen, da jeg stod vinke-klar med to andre forældre, fordi vores poder skulle med toget på interrail sammen her i deres obligatoriske sabbatår. Eller måske var det først på vej hjem i bilen, hvor jeg spiste et æble og hørte – og sang med på – Nik og Jay i radioen med klassikeren ”I nat er vi udødelige” med de to unge, smilende gutter på nethinden, at jeg opdagede, hvor glad og håbefuld jeg var trods verdens situation.

Anekdoten om reformatoren Martin Luther faldt pludselig mig ind. At Luther skulle have sagt: »Selvom jeg vidste, at dommedag kom i morgen, ville jeg stadig plante et æbletræ i dag.« Pyt med at æbletræs-citatet ikke er et historisk korrekt Luther-citat, for løgnehistorier kan sagtens være fulde af sandhed. Og det er et af de fineste billeder på håb, jeg kender.

Denne morgen var jeg fuld af håb. Mere tro end frygt. For selvom min søn, næste skud på stammen, er i den alder, hvor unge mænd tror, de er udødelige, præcis som Nik og Jay synger, så var jeg – forunderligt nok – ikke fyldt med undergangstanker og bekymringer. Jeg var simpelthen smittet af deres glæde og måtte le højt indvendigt over deres noget sparsomme planlægning – han havde allerede glemt sin hat i bilen, opdagede jeg.

Så naturligvis var jeg da bekymret. Men faktisk var jeg mest af alt glad og følte mig – om ikke udødelig ¬– så i hvert tilfælde levende: Jeg blev overvældet af energi og lyst til at nå noget denne lørdag: Jeg ville forbi min mors gravsted med påskeliljer, jeg ville til træning, og jeg skriver til en ven fra studietiden, som jeg hører alt for sjældent fra.

En lignende håbefuldhed kommer ofte over mig, når konfirmationerne er lige på trapperne. Der er selvfølgelig forskel på at være på vej på interrail som 20-årig og så at skulle konfirmeres. Men der er også fælles ungdommelige træk.

Hvert år aftvinger konfirmanderne mig uendelig respekt, når de unge mennesker stiller sig op foran alteret og vover at siger ’ja’ - og derefter vælter ud af kirkerne ud til alt det, livet byder på: Ture med DSB og andre uforudsigeligheder.

Det kan da godt være, at konfirmanderne ikke aner, hvad de siger ja til, når de i kor siger den lange, oldkirkelige trosbekendelse.

Men i trosbekendelsen siger vi mere ja end nej. Den første sætning: Vi forsager, betyder, at vi siger nej til noget: Til Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Men de tre næste led indledes med vi tror – og så følger alt det, vi siger ja til. Der er langt mere tro og håb, end der er frygt og bekymring.

”Frygt ikke; tro kun” er et konfirmationsord, der næsten hvert år er et par konfirmander, der vælger. Selvfølgelig har dette konfirmationsord det tiltalende træk, at det er ultrakort. Det er ofte drenge, der vælger det.

Men sætningen har sandelig også pondus og livskraft. Et godt valg at gå ud i livet på, hvis vi ikke skal lade dommedagsprofetier og undergangstrusler bestemme over os. Og hvis vi skal turde tage af sted ud i verden på efterskoler og senere måske med en rygsæk ned gennem Europa.

Jeg kan ikke længere selv forestille mig at pakke mit habengut ned i en 75 liters rygsæk til flere måneders rejse. Men jeg kan føle mig levende på en perron på Aarhus Hovedbanegård, mens jeg vinker og nyder, at glæde kan fylde mere end bekymring for den næste generation.

Og på vejen hjem er der en lille smule udødelighed i at tage forbi min mors forbi gravsteder og plante – ikke æbletræer – men gule påskeliljer.