Bag hver medlemsfremgang står en frivillig
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det er ikke hver dag, man får serveret en nyhed, der bekræfter, at det man kæmper for politisk, faktisk virker. Men det gjorde jeg forleden – og det skyldes ikke os politikere, men alle de frivillige i Skanderborg Kommune.
De nyeste medlemstal fra DGI og DIF viser, at idrætsforeningerne i Skanderborg oplever markant vækst. Med en stigning på 6,3 % og over 35.000 medlemmer – og med foreninger som Stilling IF, der alene er vokset med 26,6 % – står det klart, at fællesskaberne blomstrer.
Som politiker med fokus på kultur, fritid og idræt – og medlem af Folkeoplysningsudvalget – gør det mig både stolt og taknemmelig. Det viser, at vores politiske prioriteringer og nye Kultur- , Fritid- og Idrætspolitik understøtter det arbejde, som foreningerne selv løfter. Ikke at vi politikere skal tage æren, den ligger hos de mange ildsjæle, der uge efter uge holder sammen på fællesskaberne.
Ved kommunalvalget i 2021 gik Det Konservative Folkeparti i Skanderborg til valg på en klar målsætning om at styrke og opdatere kommunens kultur-, fritid- og idrætspolitik. Vi ville sikre, at faciliteterne blev udviklet i takt med befolkningsvæksten – ikke kun i centerbyerne, men i hele kommunen, også i landdistrikterne. Vi ville skabe bedre rammer for det frivillige engagement og give civilsamfundet et stærkere fundament at stå på.
Det var baggrunden for, at vi pressede på for at opdaterede politikken – med en klar ambition om at skabe plads til både de etablerede foreninger og de selvorganiserede fællesskaber, og med øje for, hvordan netop foreningslivet kan være et vigtigt modtræk til den stigende mistrivsel, ensomhed og skærmtid hos børn og unge.
Hos os ønsker vi nu at tage næste skridt: At dele vores politik op i en kulturpolitik og en idræts- og fritidspolitik, så vi kan skabe endnu større fokus og bedre vilkår for alle dele af det lokale foreningsliv. For vi tror på, at et stærkt foreningsliv er limen i vores fællesskab.
Tak til alle jer, der gør vores politik levende – og som hver dag skaber de fællesskaber, der gør Skanderborg stærkere.