Fortsæt til indhold

Aarhus Airport på randen af konkurs? »De dårlige historier står i kø«

Debat
Anders Skov MadsenPlantagen 14, Ebeltoft

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

De dårlige historier står i kø, og der kommer hele tiden nye til. Drømmen om mindst 1,5 mio. passagerer i 2027, senere udskudt til 2029, ser ud til at ende på en bar mark. »De dårlige historier står i kø«

Nu melder bestyrelsen ud, at man forhandler med andre investorer. Betyder det, at den første har trukket sig?

Passagertallet er stagneret omkring 500.000 årlige passagerer, og det er omkring 100.000 passagerer lavere end tallene i 00’erne. Ledelsen tør slet ikke melde et mål ud for 2025. Det forstår jeg sådan set godt. Man går sommeren i møde med et meget tyndt ruteprogram. Indenrigs tilpasser SAS frekvensen til behovet.

Norwegian har slanket programmet i forhold til sidste år, og Ryanair er der stadig i en anelse tyndere udgave. Chartertrafikken ser meget tynd ud. Kommer man overhovedet op på sidste års meget lave tal på omkring 510.000? Sidste år var planen vækst på 25 % svarende til ca. 680.000 passagerer, men man mistede mere end 30.000 passagerer.

Ingenting går som planlagt, heller ikke at finde en investor, der vil spæde penge i kassen. Nu har vi ventet mere end 4 måneder på en endelig aftale med en udenlandsk investor.

Skulle være indgået i januar 2025. Nu melder bestyrelsen ud, at man forhandler med andre investorer. Betyder det, at den første har trukket sig? Dækker det over, at det er umuligt overhovedet at finde en investor? Jeg kan godt forstå, at det er svært at finde en investor, der vil hælde 120 mio. kr. i lufthavnen i Stabrand. Historikken skræmmer, passagertallene rykker sig ikke, og sidst men ikke mindst er placeringen håbløs.

Da flytningen af lufthavnen blev opgivet i 2016, besluttede man klogt at satse på lufthavnen i Stabrand. Men nu skulle der udvikles og satses. Der kom dynamiske mennesker i bestyrelsen, nye lufthavnsdirektører ca. en gang årligt. Målet var mindst 1,5 mio. passagerer i løbet af meget kort tid.

Ja, 4 mio. årlige passagerer på sigt, for potentialet var enormt. Danmarks næststørste optageområde ville let kunne generere dette. På trods af advarsler fra folk, der kender flybranchen, holdt man stædigt fast i målet. Det viste sig ikke at være så nemt. Der kom covid-pandemi, som gav udskydelser. Flymangel har været brugt og bruges stadig, men det kan ikke passe. Sidste sommer var der det højeste antal fly i luften over Europa nogensinde.

Det var bare for få, der havde AAR som destination. Og lige nu er ruteudviklingen vel nærmest ikke-eksisterende. Man mangler direkte forbindelser til hubs i Europa for at generere trafik. Det er det, de gør så dygtigt i både Aalborg og Billund.

Hvordan ser regnskabet for 2024 ud? Der er vel kommet alt for få penge i kassen på grund af manglende indtjening på f.eks. Ryanair. Betaler de prisen som de øvrige? Det er jo ret belastende udsagn fra folk i branchen omkring den nyligt indførte passagerafgift. Billund og Aalborg tonede rent flag, og Ryanair skred fra afgangstavlen. Men de er stadig i Aarhus.

Lufthavnen er heller ikke færdigbygget endnu. Det er vel et spørgsmål, om man ikke bare skal afvente en snarlig konkurs hen over sommeren.

Når der ikke kommer en investor, og ejerne ikke kan forsvare at smide flere skattekroner, ja, så er konkursen uundgåelig. Tag den og få ryddet op i foretagenet og lav en aftale om reorganiseret drift med Billund Lufthavn. Så kan der komme en realistisk plan på bordet, for drift af en lufthavn har man ikke klaret i Aarhus.