»Kamp må der til – åbenbart«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For tiden tænker jeg meget på kamp. Både foranlediget af nyhederne hver dag, men også efter at jeg så TV2’s program ”En for holdet”.

En lille programserie på tre afsnit, hvor to journalister taler med kvinder, der har taget en for (kvinde)holdet. Og når jeg tænker på kamp, kommer jeg ofte til at gå og nynne en sang for mig selv – nemlig højskolesangen ”Jeg elsker den brogede verden”.

Kamp må der til, skal livet gro; ej kamp blot for dagligt brød, men kamp for frihed i liv og tro, thi evig stilstand er død.

Kamp må der til – åbenbart. Men jeg har det ambivalent med kamp. Selvfølgelig er der kampe, der skal tages. Der er ting, vi vil have ændret, og vi må sige dem højt, før vi kan komme i gang. Kampen er kompromisløs, aktivistisk og dynamisk.

Kampen er drømmende og vil have en ende på kampen. Det er alt sammen godt. Men kampretorikken kræver også, at man har et våben at kæmpe med. Kampen kræver altid, at man kæmper imod noget eller nogen. Hvis kampen er modsætningen til dialogen, er det sidste så ikke altid at foretrække?

Førnævnte TV2-program blev lavet i anledning af kvindernes internationale kampdag. For sådan nogle dage har vi. Vi markerer vores kampe ved særlige dage i kalenderen til formålet. Om en lille måneds tid er det arbejdernes tur til at gå på gaden, svinge faner og holde taler.

Jeg ved, man skal kæmpe for alt det, man har kært. Jeg selv bliver nok desværre aldrig den demonstrerende type. Hvor end jeg gerne ville trave nede på gaden for en sag, så tror jeg ikke, jeg har – eller nogensinde får – den nødvendige kampånd. Måske hørte det mere til tidligere tider. Måske er demonstrationen ikke længere det bedste redskab til at skabe opmærksomhed. Kampånden kan være blevet kvalt i for mange møder med nederlag. Når man for ofte har talt højlydt til lukkede døre. Eller når man glemte at dyrke håbet.

At mangle kampånd er ikke det samme som at være tilfreds. Jeg mangler sådan set slet ikke sager og drømme om radikale ændringer i verden og vores samfund. Nej, kamp må der nok til, men som man måske kan fornemme, så aner jeg ikke, hvordan den kamp ser ud, eller hvordan jeg tager kampen op. Nogle dage er den højlydt og råbende.

Andre dage er den modløs og stum. Så, som mange andre, søger jeg efter forbilleder. F.eks. i tv-programmer om stærke personligheder, der har ændret vores verden. Men jeg finder egentlig også motivationen i en fortælling om en mand, der for 2000 år siden nedbrød så mange undertrykkende magtstrukturer, at vi stadig forsøger at forstå konsekvenserne – og realisere hans budskaber overfor vores medmennesker og i os selv.

En mand, der ikke råbte op på barrikaderne, selvom han kunne have gjort det, men lod sig hænge op på et kors. En mand, der ikke samlede tusinder til en demonstration gennem gaderne, men satte sig på et simpelt, ydmygt æsel og travede ind i magtens centrum. En mand, hvis sejr over døden ikke blev fejret af folkemængder ved den tomme grav den morgen.

Den ydmyge kamp, der ikke råber højt og peger på sig selv. Den forsøger jeg at følge. Velvidende, at ingen ser, hvor omhyggeligt jeg sorterer mit affald, eller bevidst vælger kvindelige musikere til. Min kampånd fører nok aldrig til et interview i et tv-program eller til en statue af mig på en af storbyens pladser.

Selv ikke, hvis man i fremtiden er blevet mere mangfoldig i sit valg af, hvem der får den ære. Nej, indtil videre fører kampånden blot til et lille heltekvad i en klumme. Men det kan være, det kommer. Måske vi en dag mødes på barrikaderne eller går side om side på gaden til demonstrationen. Jeg tør ikke love det.

Indtil videre holder jeg håbet op ved at nynne kampsange for mig selv og sidde på kirkebænken for at høre om den ydmyge mand på et æsel – det er nok mere sandsynligt, at I møder mig der.