At finde vej i kampens moralske dilemmaer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Må man trampe hårdt i gulvet? Må man tigge? Må man plage? Må man skrige højt og tude for at få en ekstra kage?

Mange husker Klydernes herlige sang med omkvædet: *”Næ næ næ næ næ, det må vi ikke, fy fy, skamme skamme, fy fy, ah ah, slemme slemme, fy fy, næ næ, nix nix, slut forbudt – men hvad må vi så?”*

Det kan ærligt talt godt være svært at finde ud af, hvad man må – ikke alene som barn, men i høj grad også som voksen. Lige for tiden må man gerne bakke op om modstanden mod den russiske invasion af Ukraine, men man må helst ikke tale imod staten Israels besættelse og krigsforbrydelser i Palæstina.

For 85 år siden var vores tidligere skovfoged Frode Jensen (1914-2014) klar til at forsvare Danmark mod den tyske invasion, men det måtte han så alligevel ikke og oplevede at blive fængslet nogle dage, da der var lavet aftale om, at Danmark skulle overgive sig og lade sig besætte – uden at de unge danske soldater var blevet orienteret.

Siden organiserede nogle sig i modstandsbevægelsens grupper, mens andre organiserede hjælp til folk, der havde brug for at flygte til Sverige eller gå under jorden. Modstandsbevægelsen var ulovlig, men efter krigen blev modstandsfolkene betragtet som helte.

Hvordan skelner man mellem det, der er ret, og det, der er vrang?

Efter 2. verdenskrig blev De Forenede Nationer (FN) dannet, så verdens nationer sammen kunne lære at kæmpe for fred og retfærdighed. I 1948 blev menneskerettighedserklæringen vedtaget med de enkle og vigtige ord allerede i første artikel: *”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.”* Det skulle være vores fælles kompas til at skelne! I de følgende artikler blev det uddybet i detaljer og indimellem kort og klart som i tredje artikel: *”Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed.”*

Skal kompasset finjusteres, er der hjælp at hente i kirkernes budskab – allerede på Palmesøndag, hvor Jesus afviser magttyranni og rigmændenes kræmmermentalitet gennem den stille uge. Skærtorsdag med kærlighedens fællesskabsmåltid. Langfredag mindes vi igen om fjendemagt og terror, inden påskedag råber håbets og livets sejrsjubel ud: Livet vinder.

Følge livet og lyset og tale døden og undertrykkelsen imod. Det er noget, vi alle kan gøre. Faktisk kom EU’s medlemslande godt på vej for mere end 20 år siden, da man vedtog, at ’forsætlige handlinger, hvor dødsfald og massive ødelæggelser finder sted, er terror’. At kæmpe for ethvert menneskes liv, frihed og fred. Og synge med Klyderne: *Ja ja ja ja ja, det må vi gerne!*