Vindmøllerne er magtfuldkommenhed forklædt som klimapolitik

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der findes et mærkeligt dogme i dele af den grønne omstilling: At alt, der kalder sig ”vedvarende”, per definition er godt. At alle, der protesterer, er bagstræberiske. Og at enhver kritik af processer, fakta og proportioner kan fejes væk i klimaets navn.

Vindmøllerne ved Vosnæs er ikke bare et lokalt stridspunkt. De er et spejl. Et spejl på en udvikling, hvor borgerinddragelse gøres til ritual, og hvor politiske prestigeprojekter får forrang over saglighed, naturhensyn og nærdemokrati.

Tre 150 meter høje vindmøller, presset ned over et lokalsamfund, på et fundament af fejlagtige oplysninger og uden reel folkelig opbakning. Trods utallige spørgsmål, dokumentation og påpegning af fejl, står kommunen stejlt. Projektet skal gennemføres – koste hvad det vil.

Men hvad er gevinsten egentlig? De tre møller vil – ifølge kommunens egen Klimaplan – reducere Aarhus’ CO₂-udledning med cirka 0,03 procent. Samtidig skal 51 boligejere tilbydes opkøb, og endnu flere vil blive negativt berørt.

Værdier, natur, tillid – alt det risikerer man at ofre for at kunne krydse et punkt af i en plan. Det er ikke modigt. Det er magtfuldkommenhed forklædt som klimapolitik.

Hvis vi virkelig mener, at klimakrisen er alvorlig – og det gør jeg – så skylder vi også hinanden ærlighed. Ærlighed om, at små landvindprojekter med store konflikter og lille effekt ikke bringer os i mål. Ærlighed om, at sol og vind ikke altid blæser og skinner. Og ærlighed om, at vi i Danmark skal tage stilling til kernekraft som en del af fremtidens klimaneutrale energimiks.

Moderne reaktorteknologi – ikke mindst de små modulære reaktorer (SMR) – er under rivende udvikling. Det er stabil, CO₂-fri energiproduktion med langt mindre pladsforbrug og langt færre nabo-konflikter end kæmpevindmøller.

Kernekraften har bragt Sverige og Finland tættere på klimaneutralitet, mens Danmark halter bagefter – delvist fordi vi insisterer på at gentage løsninger, der var ”moderne” i 1990’erne.

Det er tid til at tænke langsigtet. Tid til at åbne vinduet og slippe fordomme ud. Tid til at spørge: Er det vigtigste, at vi holder fast i vanetænkning? Eller at vi faktisk når klimamålene – med teknologier, der virker, og løsninger, der kan skaleres op uden at skubbe borgere fra sig?

Nej, kernekraft løser ikke alt. Og nej, vi skal ikke droppe sol og vind. Men vi må også turde sige fra, når projekter som Vosnæs ikke hænger sammen. Ikke fordi vi er imod grøn omstilling – men fordi vi ønsker en grøn omstilling, der faktisk virker. Som hænger sammen fagligt, menneskeligt og samfundsøkonomisk. Det kræver dømmekraft. Ikke automatpiloter.