Fortsæt til indhold

»Vi skal tage vare på fællesskaberne og landsbyfølelsen i Hjortshøj«

Fremlagt helhedsplan tager ikke højde for de mange høringssvar, som er kommet.

Debat
Thomas MedomPolitisk leder for SF Aarhus
Liv Gro JensenPolitisk ordfører for SF Aarhus

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hjortshøj er en by, der er meget mere end bare en samling af huse. Det er et sted, hvor man altid hilser på hinanden på gaden, og hvor mangfoldighed og forskellige livsstile lever side om side. Det er magiske koncerter i multihuset, som skabes med hjælp fra lokale frivillige. Det er den voksende Virup IF, der skaber fællesskaber for både voksne og børn. Hjortshøj er det hyggelige høstmarked i Andelssamfundet, og mylderet af leg og liv på FDF-grunden. Hjortshøj er også Høsteriet, et økologisk og bæredygtigt gartneri, som er startet af en iværksætter med visioner. Hjortshøj er dans i byparken og den folkeskole, der tilvælges af flest lokale i kommunen. Hjortshøj er mange ting – og forskellige ting afhængigt af, hvem man spørger. Det er netop dét, vi ønsker at bevare og udvikle. Derfor er det vigtigt, at Helhedsplanen, der skal styre byens fremtid, tager højde for de kvaliteter, der gør Hjortshøj unik. Planerne skal balancere vækst med hensyn til det eksisterende og ske i tæt samarbejde med de lokale ildsjæle, som er drivkraften i byen.

Vi ser derfor med undren på, at den fremlagte Helhedsplan ikke tager højde for de mange høringssvar, der er kommet. Det er også overraskende at se, at høringssvarene bliver besvaret med en tone, der mest af alt minder om politisk prosa fremfor en faglig vurdering fra magistraten. Vi anerkender, at Helhedsplanen generelt er god og har et klart fokus på at bevare Hjortshøjs landsbyfølelse og på at udvikle de områder, der har stort potentiale. Vi bakker op om flere boliger og stier samt udvikling af stationsområdet, området ved skolen og Østergårdsgrunden. Men udviklingen må ske med respekt for det eksisterende og de fællesskaber, der kendetegner Hjortshøj.

Der er dog konkrete dele af planen, som efter vores mening kræver revision. Høsteriet bør bevares på sin nuværende placering. Det er en central del af både Andelssamfundet og det lokale økosystem, og byudvikling bør ske i samspil med stedet – ikke på bekostning af det. Østergårdstoften skal tænkes mere nænsomt ind i sin kontekst. Området grænser op til Andelssamfundet, som har en særlig arkitektur og fællesskabsstruktur. Det er vigtigt, at ny bebyggelse tilpasses både i udtryk og funktion, så områdets særpræg bevares. FDF-grunden spiller en vigtig rolle for børn og unge i byen. Her mangler planen ligeledes indsigt i, hvordan grunden bruges i dag, og hvad der skal til for, at spejderarbejdet fortsat kan trives. Skolen og daginstitutionerne vil komme under pres i takt med befolkningstilvæksten. Selvom planen anerkender behovet for udvidelser, bør der gøres mere for at vise, hvordan de nødvendige investeringer i velfærd skal realiseres. Ny byudvikling mod Mejlbyvej kan rumme potentiale – hvis det sker med blik for balance mellem byggeri og natur, og hvis trafikforholdene bliver tænkt ordentligt igennem.

Helhedsplanen er et vigtigt skridt mod at sikre Hjortshøjs fremtid, borgernes input bør tages langt mere alvorligt. Den lange proces har sat mange borgere i et limbo, og det er noget, der bør håndteres bedre fremadrettet. Vi er enige i, at der er plads til flere beboere i Hjortshøj, men væksten skal ske med omtanke, så vi bevarer det, der gør byen til noget særligt. Vi skal sikre, at lokalsamfundet kan følge med, at skolen og institutionerne kan håndtere den øgede befolkning, og at Hjortshøj fortsat kan være en rigtig landsby, hvor fællesskab og nærhed er i højsædet.