Jeg venter mig alt muligt godt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Palmesøndag er begyndelsen på påskeugen. Dengang og i dag. Begyndelsen på en tid med festlige sammenkomster og samvær i mange hjem. En håbefuld tid på året hvor vi mærker, at lyset og varmen kommer igen. Hvor vi liver op og glæder os.

Ligesom de gjorde den dag i Jerusalem, med Jesu indtog som fredskonge på æselryg og for en stund var festens og glædens midtpunkt. Luften er fuld af forår og glæde. Hele Jerusalem syder af fest og glæde, og folk strømmer ud på vejen for at hylde Jesus. Men Jesus selv er sagtmodig, på en æselryg uden rigtig at tage del i festlighederne.

Det er en blandet landhandel af følelser, kan man vist roligt sige. Nu kommer fest og stemning, latter og dans. Nu kommer lidelse, ensomhed og død. Og ovenikøbet indledt med en jubelparade.

Men det er ikke kun sådan, at den slags fandt sted for to tusinde år siden. Nej, nu kommer livet også for os, tiden går helt af sig selv. Nu kommer livet med alle sine ændringer og hektisk planlægning. Eller: Nu kommer livet med alle sine endeløse hverdage, der bare ligner hinanden.

Hvordan tager vi imod den tid, vi får givet?

Hvordan modtager og medformer vi selv store ændringer i vores liv? Modtager vi dem med palmegrene eller hossiannaråb – eller stor usikkerhed, sagtmodigt?

Hvad er vores egne indtog i Jerusalem?

Det kan også være, at vi ikke glæder os. Påsken er også begyndelsen på en tid med drama og død, som vi kender det fra langfredag. Påsken kan være en tid med mere smerte og større ensomhed. Det tab og trængsel der hører med til et menneskeliv, kan ikke nødvendigvis klares med lidt forårssol og varme.

Men vi kan bede om styrke til at være i det, hvad så end det er og hvad så end der måtte komme. Med håb.

For påsken er også en tid med nye begyndelser, og måske med spirende påskemod på tilværelsen. Lidelse og død vente forude i påskeugen - og dog - så er der håb! Det er hvad vi får lovet, hvis vi ser på hele påskefortællingen.

Påsken er en ny begyndelse.

Så: Hvordan byder vi dette forårs nye udfordringer og beslutninger velkommen i vores liv? Byder vi dem velkommen med jubel og svingende palmegrene? Byder vi dem velkommen med sagtmodighed?

Jeg tror, at vi skal vente os alt muligt godt! Og vi skal insistere på det!

”Jeg venter mig alt muligt godt”, må vi sige til os selv, hver dag når vi står ud af sengen!

Det er ikke sikkert vi kommer igennem dagen uden at opleve skuffelser. Men det første skridt er at insistere på det gode, at håbe på det gode, at tro på det gode! Selv når det ser allermørkest ud.

Grunden til, at vi kan netop det – insistere på det gode – det er, at vi ikke er alene, uanset om vi føler os sagtmodige eller jublende glade.

Så kan vi sagtmodige eller hosianna-råbende mennesker gå ind i fremtiden, gå ind i denne påske, uanset om vi i vores liv lige nu mest kan genkende os selv i skærtorsdags fællesskab eller i forræderi, om vores sind er langfredagsmørke, eller om vores liv lige nu er en genklang af påskemorgens jubel. Måske rummer vores liv lige nu lidt af det hele.

Så dukker ordene: ”Jeg venter mig alt muligt godt!”

Det må vi bygge vores liv på. Det må vi gå ind i påsken på.

Og det gælder uanset om det er den store påskedag, vi fejrer i kirken denne her uge eller om det er de små påskemorgener vi oplever i vores liv, når vi mærker, at langfredagsstenen bliver rullet til siden og vi kan mærke, at solen og lyset vender tilbage, at der bliver en opstandelse og livet begynder på ny. Der er altid en påskemorgen.

Glædelig påske.