»Trist at læse, hvordan bestyrelsesmedlem bruger spalteplads på udokumenterede angreb«
Svar til læserbrev fra Michael Jensen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Dette debatindlæg er et svar til et indlæg af Michael Jensen, som du kan læse her.
Det er trist at læse, hvordan Venstre i Favrskovs tidligere formand og nuværende bestyrelsesmedlem, Michael Jensen, bruger spalteplads på udokumenterede angreb på min og Kultur- og Fritidsudvalgets synlighed over for vores mange foreninger og frivillige. Jeg vil ikke synke så dybt, men derimod faktuelt konstatere og anerkende det store arbejde, hele udvalget har lavet i denne periode.
Vi har afholdt 50 procent af vores udvalgsmøder rundt i hele kommunen, både hos sportsforeninger, spejdere og kulturelle aktiviteter. Hele fem møder er holdt i Sløjfen, hvilket er gået Michael Jensens næse forbi.
Det har vi gjort for at møde foreningerne, lytte til dem og opleve, hvordan de arbejder. Vi har afholdt Kulturens Dag, Idræts- og Fritidslivets Dag, workshops for seniorer, workshops for aftenskoler, brugermøder og netværksmøder for foreningerne – alle aktiviteter for at møde foreningerne og de frivillige. Ydermere har jeg og de andre i udvalget altid taget imod invitationer om taler, åbninger, overrækkelser, ferniseringer og alle mulige andre spændende arrangementer. Det er jeg meget stolt af.
Vi bliver altid mødt med et smil, og vi bliver altid klogere, når vi snakker med vores mange ildsjæle.
Udover det har jeg holdt utallige møder med frivillige ildsjæle rundt omkring i hele kommunen, både fra kulturelle foreninger og fra idrætsforeningerne. Jeg har gået ture i både byen og i naturen sammen med gode mennesker fra foreningerne, lyttet til dem, og jeg er blevet klogere. Det samme ved jeg, at mine fire dygtige og engagerede kolleger i Kultur- og Fritidsudvalget har gjort igennem hele perioden.
Vi forsøger altid at være repræsenteret, når vi bliver inviteret, og gør alt, hvad vi kan, for at få tingene til at gå op. Det lykkes ikke altid, men vi har hele perioden gjort en stor indsats for, at det lykkes. Og jeg er ovenud tilfreds med udvalgets synlighed og repræsentation over for foreningerne og de frivillige – vi bliver altid mødt med et smil, og vi bliver altid klogere, når vi snakker med vores mange ildsjæle.
Jeg tager gerne en politisk debat om forholdene for vores frivillige. Michael Jensen nævner, at Venstre har fokus på alle vores frivillige, uanset hvilken forening de repræsenterer. Som det kan læses af ovenstående, er jeg og resten af udvalget 100 procent enige i den betragtning. Det ved de mange foreninger, fordi det har vi fortalt dem, hver gang vi har besøgt dem.
Venstre vil ikke have så mange ligegyldige regler, skriver Michael Jensen. Hvilke regler specifikt er det, Venstre ønsker fjernet? Det fortæller Michael Jensen ikke noget om, men hvis han har gode ideer, lytter udvalget gerne. Vi har arbejdet med netop det område, efter vi havde besøg af rigtig mange foreninger til Idræts- og Fritidslivets Dag.
De fortalte os, at de gerne så forenklinger, hvor det er muligt. Det har vi arbejdet på sammen med forvaltningen lige siden. Vi er ikke i mål, men mange ting er blevet bedre. Et enigt udvalg indstillede for eksempel til byrådet at fjerne administrationsudgiften på salg af hal- og stadionsponsorater. Byrådet gav deres fulde opbakning, og dermed kan foreningerne nu beholde de penge og bruge dem på aktiviteter og medlemmer.
Jeg håber, at Venstre vil højne niveauet for debatten, så den får et politisk indhold til glæde og gavn for vores mange foreninger og ildsjæle.