»Måske er løgn i det godes tjeneste slet ikke så galt«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Den Grønne Dinosaur er desværre død, min dreng«.

Det tog jeg mig selv i at sige til min 3-årige søn.

Jeg havde ikke en god smag i munden af det, men jeg kom bare til at sige det i kampens hede. Der er tale om et voldsomt irriterende børneprogram, som min søn uheldigvis er kommet til at holde af. Jeg havde prøvet med pædagogiske nej’er og forslag til andet, men det er svært at hamle op med en overstimulerende farvebombe kogt ned til tre-minutter lange episoder.

Så jeg løj simpelthen for mit barn. Det var jo i princippet forkert at gøre, for løgn er etisk forkert. Men da vi efterfølgende sad og byggede togbaner på børneværelset, vidste jeg, at det i den her situation var det rigtige valg at lyve for mit barn. Måske var løgn i det godes tjeneste slet ikke så galt.

Mange gamle filosoffer har ellers gang på gang understreget, at en løgn aldrig er etisk korrekt, selv hvis en morder spurgte, hvor ens familie var. Men de filosoffer har nok aldrig været oppe imod Den Grønne Dinosaur på Youtube.

Det kommer selvfølgelig an på, hvad man vægter i livet; principper eller medmennesker. Og vi er, som kristne godtfolk, fordret til at elske vores næste, hvem end det så skulle være. Det her er langt fra nogen ny tanke, og jeg kom pludselig til at tænke på en gammel klassiker.

”Løgneren” af Martin A. Hansen følger Johannes Vig, den slidte degn/skolelærer på et lille øsamfund. Og som titlen indikerer, har han ikke svært ved at fordreje virkeligheden. Som regel er det for at hoppe over, hvor gærdet er lavest, når Johannes skjuler sin fordrukkenhed, eller når han taler med de lidt for unge kvinder på øen.

Men til tider kommer han til at lyve helt spontant. Vi hører for eksempel, hvordan han hyrer den arbejdsløse arbejdsmand til at fælde de store, flotte grantræer ved skolen, noget som hverken Johannes eller sognerådet egentlig ønsker. Desuden kommer han til at hyre Elna-kropige, der er kommet i ulykke, som husholderske, hvilket Johannes Vig egentlig ikke har råd til.

Disse løgne falder spontant ud af munden på ham, og for den egoistiske degn, der holder alle på afstand, bliver det mere bøvl end gavn. Så hvorfor gjorde han det? Johannes bekender i sin dagbog, at han ikke ved det.

Nogle gange kommer vi mennesker til at tale, før vi tænker, men hvad sætter så gang i den talen? Måske er der noget meget smukt i det umiddelbare menneske; en person, der bare siger, uden at tænke for meget.

Jesus fremhæver jo gang på gang børn, og hvis børn er noget, så er de umiddelbare:

»Har du lavet i bleen?« Kan man spørge dem om, og de svarer uden et sekunds tøven:

»Nej,« mens hele rummet fyldes af en hørm.

Men når vi bliver ældre og ser hinandens liv, kan den umiddelbare løgn, denne tale før tanke, måske blive noget af det smukkeste i menneskeheden.

En spontan livsytring, at gøre det rigtige uden nogen bagtanke eller refleksion og til trods for etisk principper.

Nu vil jeg gerne bede alle Jer, kære læsere, om ti sekunders stilhed for Den Grønne Dinosaur, som aldrig mere vil hoppe og danse og brøle.