Omdannelsen af Kolindsund skal være en rejse tilbage til fremtiden
Hvad er den rigtige vej til at genskabe det, der engang var Danmarks næststørste sø – Kolindsund på Djursland? Tænk, hvis man kunne kombinere forestillingen om det danske guldalderlandskab med et mere ærligt, hvor landbrugets industri- og kulturhistorie indgår som redskab for helt nye billeder på naturen?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Hvis vi forestiller os, at vi rejste tilbage i tiden til begyndelsen af 1800-tallets Djursland og bevægede os gennem det bakkede landskab, så ville vi med stor sandsynlighed støde på det, der dengang var Danmarks næststørste sø: Kolindsund. Søen på Djursland strakte sig 25 km fra Kolind til Grenaa og lå som i et guldaldermaleri, omgivet af marker, lunde og vådenge og med rørskove, der sammen med himlen spejledes i vandoverfladen.
I 1872 – efter tabet af Slesvig, Holsten og Lauenborg i 1864 – besluttede man under store protester fra befolkningen at dræne Kolindsund for at skabe større arealer til landbrug. Siden da er den store sø gradvist blevet omdannet til det kulturlandskab, vi kender i dag.
I de seneste år er der med baggrund i klimaforandringerne og hyppigere oversvømmelser kommet liv i debatten om genetableringen af Kolindsund. Derudover adresserer man i den grønne trepart også mulighederne for tilbageføring af de nuværende landbrugsarealer til den oprindelige sø.
Men giver det overhovedet mening at genskabe det landskab, der lå der engang? Hvordan skal Kolindsund opleves, hvis vi forestiller os, at vi rejste 100 år frem i tiden?
Vi – et hold af arkitekter, landinspektører og en kunsthistoriker – har på opfordring fra Arkitektforeningen og Dreyers Fond skabt en vision for en gradvis omdannelse af Kolindsund. Ikke som en færdig løsning, men som begyndelsen på en række nye spørgsmål, som vi som samfund må stille hinanden, når naturen og CO2-reduktionen kræver nye måder at forvalte landskabet.
Udgangspunktet for forslaget er, at hele området skal forsynes med nye fortællinger, der både respekterer fortidens landbrugskultur og peger mod fremtidens behov for meget mere biodiversitet, CO2-reduktioner og steder at lede klimaforandringernes enorme vandmængder hen.
Omdannelsen af det tidligere sund må derfor være en fuldstændig gentænkning af danskernes forestillinger om, hvad ”natur” egentlig er for noget. For at finde veje – og gerne hurtigt – til en ny natur må vi lægge guldalderromantikken lidt til side og give plads til fortællingerne om den moderne landbrugshistorie, som jo også er en del af fremtidens kulturarv.
Samtidig skal vi finde kloge og økonomisk bæredygtige muligheder for et landbrug under transformation og til klimaforandringernes øgede nedbør, hvor vandet jo har sine helt egne veje, helt uden hensyntagen til matrikulære grænser.
De borgere, som skal leve med og i et forandret landskab, skal ikke stilles i en situation, hvor de her og nu skal vælge mellem sø og mark, men i stedet søge en mellemvej, som langsomt og over tid forandrer landskabet til natur og nye dyrkningsformer.
Det er en proces, som kræver inddragelse, finansiering og gennemtænkt forvaltning, så alle kan følge med. For selvom forandring er nødvendig, har vi også brug for tid – selv når det skal gå hurtigt.
Historien er fuld af forandringer i landskabet.
Klimaforandringernes stigende vandmængder skaber behov for mere plads til vandets naturlige veje. Vandløb, åer, vådområder, søer, fjorde og kyster kræver derfor langt mere plads end i dag. Samtidig stiller EU krav om, at medlemslandene øger deres naturarealer med 30 pct., hvilket også i Danmark nødvendiggør langt større og sammenhængende naturområder.
Dertil kommer, at man i efteråret 2024 vedtog den grønne trepartsaftale, og et nyt ministerium blev oprettet for at håndtere de mange udfordringer forbundet med fremtidens arealanvendelse.
Men for at finde veje til forandring må vi kende vores fortid og historie:
Norddjurs er skabt af smeltevandets aflejringer og var i starten en ø omringet af vand. Kolindsund var, som navnet antyder, et saltvandssund, som forbandt farvandene mod nord og vest. Efter Vikingetiden tilsandede fjordmundingen, og Kolindsund blev til en lavvandet sø, der var en del af landskabet frem til den sidste halvdel af 1800-tallet.
Da området i 1870’erne blev afvandet for at skabe landbrugsjord, anlagde man et omfattende system af kanaler, sluser og pumpestationer for at holde området tørt. To store kanaler løber i dag parallelt gennem det tidligere sund og leder vandet ud i Kattegat. Derudover er der en række mindre grøfter og afvandingskanaler, som sikrer, at vandstanden holdes under havniveau. I dag er området opdelt i både god landbrugsjord og områder, hvor grundvand og regnvand i perioder står blankt på markerne.
En af de store udfordringer ved at lade området gendanne som sø er, at både den bebyggelse og landbrugsjord, der ligger i området, og som kobler sig til Kolindsunds opland, har udviklet sig efter den forudsætning, at søen holdes drænet og tør. Store værdier risikerer derfor at blive oversvømmet meget hurtigt, hvis vi bare slukker pumperne og åbner sluserne.
Med andre ord er det en samfundsopgave at sikre, at den grønne treparts behov for udtagning af arealer til natur i højt tempo sker klogt og med respekt for både privat ejendomsret og kulturhistorie.
Et landskab gror nedefra, og det gør udviklingen af lokalsamfundet også. En tæt borgerinddragelse er derfor fundamentet for en så radikal indgriben i et sted, hvor folk har slået deres rødder og lever deres liv som familier, har deres levebrød, stærke naboskaber og venskabsbånd.
Fortidens kulturspor skal i fremtiden finde ny mening, så vi som samfund ikke glemmer det landskab, vi havde. De lange og lige drænkanaler, som præger hele Kolindsund i dag, repræsenterer en væsentlig del af fortællingen om begyndelsen på det industrialiserede landbrug.
Vores vision er, at i stedet for at lukke for pumperne og åbne alle sluser, bør landskabet langsomt over tid omdannes til en slags ”natursvamp” af våde og tørre områder, som også rummer plads til nye måder at producere fødevarer og materialer. Fortidens spor vil bane vej for det nye landskabsbillede.
Med omdannelsen af landbrugsjord til varieret natur kan der skabes nye typer af boligområder med langt højere tilknytning til naturen. Marker kan blive til skov og naturområder, mens hække mellem grunde erstattes af vild natur, der smelter sammen med byen og øger områdets attraktivitet.
Man kan også forestille sig nye industrier, hvor der dyrkes tagrør til byggeindustrien (det meste kommer i dag fra Kina), eller hvor lader og andre bygningsstrukturer omdannes til vertikal dyrkning.
På sigt, når der er tilstrækkeligt med vand i sundet, kan man måske i fremtiden se dyrkning af ris, som egner sig til koldt klima, eller ferskvandsmuslingefarme, som også har positive vandrensende egenskaber.
Et nyt værdibegreb skal skabe en økonomisk incitamentsstruktur, hvor naturen får en reel værdi for de ejendomme, hvor den etableres. Dette kan bl.a. ske gennem »naturlaug«, der organiseres som fællesskaber af lodsejere, beboere og virksomheder. Den slags principper er en oplagt måde at ”gå tilbage til fremtiden” i en model, hvor fællesskabet spiller en aktiv rolle.
Fremtidens Kolindsund kan blive et foregangseksempel på, hvordan samfund, natur og klima kan gå hånd i hånd. Et landskab, hvor huse og byer er forbundne af rekreative stier og veje gennem et nyt kulturlandskab med mere vand og biodiversitet – en ny natur.
Forslaget ”Kolindsund – Tilbage til fremtiden” er en del af projektet Vandets veje under initiativet Agenda Earth, der sætter ord og billeder på fremtidens byggede miljø og landskaber. Projektet Vandets veje er drevet af Arkitektforeningen og støttet af Dreyers Fond.