At være ordblind eller talblind er ikke problemet. Det er systemet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det burde være simpelt: Hvis du har svært ved at læse, skrive eller regne, skal du have hjælp. Uden bøvl. Uden ventetid. Uden følelsen af nederlag. Sådan er det desværre ikke altid – og det er på tide, at vi får lavet om på det.

Har vi ikke alle efterhånden en oplevelse tæt på, hvor det med bogstaver eller tal ikke faldt naturligt? Og hvor tilgængelig hjælp glimrede ved sit fravær.

Jesper oplevede det, da han som barn kæmpede med bogstaverne og blev sendt til stavetræning hver eneste uge. Ikke på skolen, men ved skolens viceinspektør – hans morfar. Det var en blanding af kærlig støtte og social ydmygelse. Der var ikke noget, der blev italesat som ordblindhed i hans skoletid, og det efterlod en følelse af, at han simpelthen var dårligere end de andre.

Anna oplevede det, da hendes søster søgte om at få basale hjælpemidler til sin ordblindhed fra kommunen. Det, der burde have været en simpel proces, blev til en labyrint af e-mails, telefonopringninger, ventemusik og blanketter. En kamp mod systemet, som kræver overskud og kræfter, der ikke med rimelighed kan forventes.

Vi er i 2025. Vi har teknologierne. Vi ved, hvad der virker. Spørgsmålet er, om vi har viljen? Der er vitterligt ingen grund til, at det stadig skal være svært at få adgang til den hjælp, som børn og unge med læse- eller regnevanskeligheder har brug for. Vi ved, at der ikke er læringstab for de børn og unge, der lærer det skrevne sprog eller tabellerne med hjælpemidler. Tværtimod stiger læringspotentialet.

Det er stadig sådan, at mange børn og unge skal igennem en jungle af bureaukrati, før de overhovedet bliver testet, og de møder vedvarende barrierer i overgangen mellem uddannelser, arbejdsmarkedet og privatlivet. Og endnu flere – dem, der ikke falder lige inden for definitionerne – risikerer at blive overset. Det gælder dem, der ikke scorer højt nok til en ordblindediagnose, men som alligevel kæmper med læsning, og det gælder dem, der er talblinde, og som vi næsten aldrig taler om, men som har lige så stort behov for støtte og forståelse.

Talblindhed er ikke nyt. Det er ikke et modefænomen eller noget, nogen har fundet på for sjov. Det er en reel udfordring, der gør det ekstremt svært at forstå mængder, regnestykker og matematiske sammenhænge. Og selv om det kan være mindst lige så hæmmende som ordblindhed, så får det slet ikke samme opmærksomhed. Det er en kæmpe fejl.

Vi mener, at det skal være let og naturligt at få hjælp – ikke noget, der kræver kampgejst, forældre med overskud og lærere, der insisterer på at gå den ekstra mil. Hjælpen skal være en selvfølge, der følger den enkelte hele livet.

Vi kan hjælpe de børn og unge, der har brug for det – vi skal bare tage ansvar og gøre det. Det er ikke dem, der skal tilpasse sig et rigidt system. Det er systemet, der skal tilpasse sig virkeligheden.

Det er ikke et nederlag at få hjælp. Det er et nederlag og et svigt, hvis vi som kommune ikke sørger for, at hjælpen tilbydes. Uden bøvl.