Biodiversitet på Molslaboratoriet - dokumentation, ja tak!

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvor bliver den af - den overflod af nye blomster og insekter, der skulle myldre frem som effekt af rewilding-forsøgene på MolsLaboratoriet?

Det var jo det, Morten DD Hansen, som var en af de hovedansvarlige for eksperimentet med rewilding, lovede. At man angiveligt skulle »sparke sig frem gennem frodig natur«.

»Jeg kigger bare på det her overflødighedshorn og tænker - hold kæft, hvor er det godt, at vi har gjort det her,« som han sagde.

For den almindelige betragter af de faktiske forhold fremkalder den slags udtalelser nærmest billedet af komiske Ali. For der jo ingenting her. Tværtimod er det jo synligt for enhver, at vild natur og biodiversitet trives fint lige uden for hegnet, hvor det altid har været.

Derimod består naturen indenfor hegnet, som er projektets mål, primært af dødbidt græs og mos og kan bedst betegnes som en trist udørk.

De udsatte dyr æder alle de planter, der er normalt forekommende i Mols Bjerge. Og gyvelen, som projektet forudså og ønskede ville blive ædt væk, har bredt sig eksplosivt. Som sagt, dette er synligt for enhver, men hvorfor er der så ingen, der siger det højt?

De politikere, for hvem biodiversitet nærmest er blevet den hellige gral, og som blåøjet har lovprist rewildingforsøgene, har åbenbart for meget prestige på spil til, at de vil se virkeligheden i øjnene. Der er gået religiøsitet i det - og man kan jo ikke svigte sin tro og trosfæller.

Det videnskabelige grundlag, som Molslaboratoriet fremlægger lyder sådan her: Vi gør noget vildt - og så ser vi, hvad der sker. Biologernes hypotese er selvfølgelig, at rewilding vil gavne naturen, men det faglige grundlag for denne hypotese er mere end luftigt og stærkt omdiskuteret blandt eksperter.

Bent Odgård, der er en højt respekteret ekspert og professor på området biodiversitet udtaler:

»Rewilding mangler både historisk og empirisk evidens. Satser vi ensidigt på denne naturforvaltningsmetode, risikerer vi at ende i en blindgyde i naturforvaltningen, som kan skade biodiversiteten mere, end den vil gavne.«

Professoren følges op af en lang række andre solide forskere, som ligeledes stærkt har betvivlet, at rewilding-tilgangen skaber biodiversitet i den form, som Rasmus Ejrnæs og Molslaboratoriet står for.

I betragtning af, Molslaboraatoriet skal danne model for de nye naturnationalparker, som bliver voldsomt indgribende for borgernes frie adgang til naturen, burde denne viden vel være værd at tage med i betragtning.

Men alle kritikere, der vover at imødegå rewildingfilosofien bliver mødt med en flodbølge af nedgørelse og hån af tilhængerne. Debatten har i stigende grad forladt det videnskabelige grundlag og har antaget sekteriske overtoner.

Folketingsmedlemmet Christian Friis Bach kom for et par år siden for skade at sige, at »Morten D.D. og Rasmus Ejrnæs er to ekstreme politiske aktivister, der har forklædt sig som forskere.«

Nu, hvor eksperimentet på Molslaboratoriet har stået på i ni år, er det vel passende at bede om, at biologerne fremlægger reelle data for, hvilke arter, der - udover gødningbiller - er blevet mere mangfoldige og hvilke arter, der er forsvundet.

Ikke bare de sædvanlige løse beskrivelser fra lignende forsøg andre steder i verden. Men en klar, reel og videnskabelig funderet opgørelse af, hvordan situationen på Molslaboratoriet var for 10 år siden og hvordan den er i dag.

Tro, håb og gode intentioner er ikke nok. Hvad præcist er det, der er blevet bedre og hvad er det, der er blevet værre på Molslaboratoriet? Lad os nu få tallene!