Byrådsmedlem smager på de ældres mad: Her er dommen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det er prisværdigt, at ældreministeren går til kamp mod den underernæring, som desværre rammer mange af vores ældre medborgere. Ministeren peger i et nyt udspil på tidligere opsporing og mere viden som indsatsområder, og det er jeg enig i. Men jeg synes, at ministeren fuldstændig ignorerer det, som det i høj grad handler om: Nemlig selve maden. I denne sammenhæng tænker jeg på den mad, vi fra kommunal side tilbyder de ældre.

Det er velkendt, at der er en direkte sammenhæng mellem maden og lysten til at spise. Vi kender det jo selv. Når maden er velduftende, ser lækker ud og er indbydende anrettet, så stiger appetitten. Jeg synes, at Ældre Sagen formulerer det rigtig fint på sin hjemmeside:

Det er vigtigt, men ikke nok, at maden har det rette næringsindhold. Individuelle behov og præferencer, kulinarisk kvalitet, madens duft, smag, udseende, anretning og de fysiske og sociale rammer for måltidet har alt sammen betydning for lysten til at spise og dermed også, hvorvidt maden kommer fra tallerken til mave.

Når jeg ser historier i medierne om, hvad man rundt i nogle kommuner serverer for de ældre, forstår jeg til fulde, at lysten til at spise er væk. Tidligere i denne byrådsperiode prøvesmagte vi i Social- og Sundhedsudvalget over nogle dage den mad, som serveres for Favrskovs ældre.

Jeg tvivler ikke på, at maden rent ernæringsmæssigt var lige efter bogen, men det var altså ikke nogen kulinarisk oplevelse. Det er jeg nødt til at sige.

Det skal ikke opfattes som et angreb på de medarbejdere, der laver maden, for jeg er sikker på, at de gør deres bedste inden for de rammer, vi politikere har givet dem. Det er politisk, at vi skal tage skeen i den anden hånd.

Vi bør – og det har jeg kæmpet for i årevis - satse langt mere på frisklavet mad rundt på kommunens plejehjem. Jeg synes, de ældre fortjener det, og gevinsterne er åbenlyse.

Den frisklavede mad er et stærkt våben i kampen mod underernæring. En anden stor fordel ved mere madlavning på det enkelte plejehjem er det sociale aspekt. De ældre, der har lyst og kræfter, kan enten deltage eller følge med i madlavningen – det giver værdi og livskvalitet at være sammen om noget.