Fortsæt til indhold

Vindmølle i lille by vil »ændre stedets karakter fra skøn natur til industri«

Debat
Michael Kaare JensenMesing Gade 8, 8660 Skanderborg Medlem af Dialoggruppe Mesing - modstander af vindmølleprojekt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Som et led i at blive CO2-neutral har kommunen besluttet, at et af virkemidlerne er en række energiparker i hele kommunen. Et af projekterne er en 150 meter høj vindmølle ved Mesing tæt på den smukke Tingdal og Illerup Ådal.

Skanderborg Fjernvarme er projektudvikler og ønsker at lave en direkte kabelføring til forsyning af deres varmepumpe. Ved at føre el-kablet direkte opnår Skanderborg Fjernvarme den fordel ikke at skulle betale diverse afgifter til Energinet pga en skattefinte, samt at ejerskabet af vindmøllen vil kunne genere en billigere strømproduktion ift at købe el på nettet. Dog skal det siges, at Skanderborg Fjernvarme indtil videre ikke har villet fremlægge deres business case i Dialoggruppens forum. Erfaringer fra andre steder viser dog, at sådanne projekter generelt er konkurrencedygtige, og overordnet vil give lavere fjernvarmepriser til glæde for forsyningsselskabets kunder – og de er IKKE i Mesing.

Ulemperne ved dette projekt er, at lokalområdet ved Mesing påvirkes negativt ved støj, lys og skyggegener fra vindmøllen udover at en 150 meter høj mølle – på højde med Lighthouse i Århus – vil ændre stedets karakter fra skøn natur til industri. Øvrige afledede konsekvenser er betydelige værditab på ejendomme i hele området på 10-30% - i alt en 20-25 mio. kr., hvilket kan bekræftes fra tre ejendomsmæglere samt en uvildig ekspert fra VE-branchen. Det vil ramme mange, som ser friværdien i deres hus som en pensionsopsparing.

Et forslag om en alternativ placering i industriområdet tæt ved motorvejen uden konflikt med beboede områder og øvrige retningslinier blev afvist af Skanderborg Fjernvarme, da man dermed ville være tvunget til at betale netafgifter som alle andre lovlydige borgere i landet. I stedet får Mesing alle ulemperne.

I forhold til kommunens kriterie om at ”Etablering af vedvarende energianlæg at projekter bør søges tilpasset, så de også kan bidrage med merværdi eller økonomiske gevinster, som opvejer eventuelle gener og gør området mere attraktivt.” går regnestykket ikke op for Mesing-området. Folk taber værdi og risikerer en stavnsbinding.

Det nævnes, at Skanderborg Fjernvarme vil arbejde på at etablere fjernvarme i Mesing; men fjernvarmens eventuelle fordele – hvis nogen - kan slet ikke kompensere for værditabet som en evt. vindmølle vil forårsage.

I Dialoggruppens møder med kommunen og Skanderborg Fjernvarme har det i øvrigt skinnet igennem, at retningslinjer, anbefalinger mm ift afstande, natur, fredninger, dyreliv ”bare” skal have en dispensation samt en ”Grøn Pulje” jo kunne bruges til direkte økonomisk støtte til kommende fjernvarmeaftagere direkte – stik mod ordningens intention. Nej – vi er ikke i Palermo…

Stop derfor projektet, og begynd arbejdet med en landsdækkende strategi. Lige nu stoppes havvindmølleprojekter samt udbygning af sol/vind på land samtidig med at VE-udviklere går konkurs, da behovet ikke er til stede. En VE-udbygning skal være strategisk og følge behovet trinvist.