»Kan det virkelig passe at vores grundlovsikret ret til ejendommens ukrænkelighed kan sættes over styr på denne måde?«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg er imod den planlagt vindmølle sydfor Mesing. Af følgende grund:

Møllen, som Skanderborg Fjernvarme agter at rejse, vi, med en højde på 150 meter være en skamplet i naturen, som få borgere ynder at se på. Der er risiko for, at den vil medføre irriterende lavfrekvensstøj samt lysflimmer, når solens lys skinner igennem eller reflekteres på vingerne. Sandsynlige følgevirkninger for borgerne – også dem der bor udenfor møllens kompensationsradius.

Det kan diskuteres, hvorvidt enkelte landbaserede kæmpemøller i landområder er forenelig med en national plan for fremtidens energiforsyning. Kæmpe møller kan nemmere etableres med færre følgevirkninger for naboerne på steder, hvor der i møllens umiddelbart område igen naboer er – offshore i havet, hvor man også kan samle flere møller og dermed opnå en stordriftsfordel.

Kommunen og fjernvarmeselskabet er gået sammen om denne plan, efter kommunen har besluttet, at Skanderborg skal kunne dække sit eget energibehov 100 % med grøn el fra 2030.

I begyndelsen kunne VE-projekter forsvares ved, at de fortrænger elproduktion fra fossile brændsler. Men jo flere vindmøller og solceller vi får, desto mere vil en stor del af VE-produktion bare fortrænge andre VE-kilder med periodisk overkapacitet som følge. Risikoen herfor er større, når de enkelte anlæg etableres uafhængig af hinanden hvor lokale ambitioner prioriteres fremfor en koordineret national strategi.

Kommunen ser gerne flere VE-projekter, men fremfor selv at stå for udvikling og projektering, har man valgt at overlade opgaven til eksterne udviklere, der kan rejse økonomien til projekterne og indgå partnerskaber med de lokale lodsejere, der vil lægge jord til. Lokalbefolkningen bliver først inddraget, når en udvikler og lodsejerne har lavet en plan, som anses for spiselig af kommunen. Altså på et tidspunkt, hvor det er alt for sent for lokalbefolkningen at være med til at bidrage med idéer til projekternes placering, omfang, ambitionsniveau og økonomisk grundlag. Dermed slipper kommunen for besværet med at inddrage borgerne. Høringsprocessen, dialogen og selve projektets beskaffenhed er bagt færdig – en opskrift, der uundgåeligt medfører modstand fra borgerne. For at fremme det af kommunen ønskede resultat vælger man at overse de basale demokratiske krav til sagsbehandling, der ellers bør udgør rettesnoret.

Flere vurderingsmænd påpeger, at projektet kan medføre et betydelig værditab for husejerne i området – også dem, der bor udenfor kompensationsområdet. Uagtet projektets energipolitiske fordele er der ikke mange, der vil hilse et 10%-20% tab på deres ejendomsværdi velkommen – især når projektet medfører ingen energimæssige eller driftsøkonomiske fordele for lokalbefolkningen.

Kan det virkelig passe; at vores grundlovsikret ret til ejendommens ukrænkelighed kan sættes over styre på denne måde? At det er de berørte borgere, der selv skal søge og finansiere advokatbistand? At nogen skal risikere at miste deres hjem, fordi værditabet gør, at lån kommer til at overstige ejendomsværdien? At landbefolkningens interesser skal krænkes til fordel for bysamfundets drømme om vækst?

Kommunen er til for at varetage alle borgernes interesser – fællesskabet omfatter i sagens natur folk, der ikke nødvendigvis ønsker det samme som de toneangivende politikere og embedsfolk. Her er det kommunens pligt at afdække lokalbefolkningens behov og ønsker – gerne inden planerne bliver for konkrete.

Kommunen er vores mindste og nærmeste demokratisk institution – dér hvor de fleste lærer demokratiets spilleregler at kende. Men afstanden mellem de demokratisk valgt politikere og borgerne er øget. Beslutningerne i stigende grad lægges i hænderne af embedsfolk, eksterne konsulenter og kommercielle partnere hvis interesser og kompetancer adskiller sig væsentligt fra politikernes rolle som folkets repræsentanter. Fremfor at tjene og understøtte fællesskabet skaber kommunen splittelse mellem lokalbefolkningen og lodsejerne samtidig at der ses bort fra de alternative andelsbaseret løsninger som Danmark ellers er berømte for.

Kan det virkelig passe? Tilsyneladende!