Fortsæt til indhold

Vi kommer til at mangle senior- og ældrevenlige boliger

Debat
Søren NielsenFormand for Seniorrådet i Skanderborg Kommune

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Skanderborg Kommune gennemførte kort før jul 2024 en analyse af seniorers boligefterspørgsel. Analysen viste, at kun 15 procent af de +50-årige ønsker at blive boende i parcelhus. Derimod foretrækker 36 procent af aldersgruppen at bo i rækkehus, og et tilsvarende antal ønsker en lejlighed. Disse boformer efterspørges i forskellige ejerformer, herunder ejerbolig, lejebolig, andelsbolig og almene boliger.

Ud fra analysen ved vi, at 81 procent af befolkningen ønsker at blive boende i kommunen også som ældre, hvis de kan finde en passende bolig

Ud fra analysen ved vi, at 81 procent af befolkningen ønsker at blive boende i kommunen også som ældre, hvis de kan finde en passende bolig. Det fremgår endvidere, at 20 procent af borgerne kunne tænke sig at bo i seniorfællesskaber, og yderligere 41 procent vil overveje det, hvis det rigtige tilbud er der.

Holder vi analysens resultater op mod den befolkningstilvækst, vi ved, der kommer, bliver der efterspørgsel på boliger. Der vil frem mod 2040 være en befolkningstilvækst på 15-20 procent. Seks procent af tilvæksten sker i aldersgruppen 65 – 69 år. De +65-årige udgør fra 2029 cirka 20 procent af befolkningen. Det topper i 2044 med 23 procent af borgerne i Skanderborg Kommune.

Der vil med den vækst og ud fra borgernes ønske opstå et stort behov for boliger til den ældre del af befolkningen.

En investering i egnede senior- og ældrevenlige boliger vil også bringe en række positive konsekvenser med sig. For eksempel øget livskvalitet for ældre borgere, forebyggelse af isolation og øget sundhed gennem fællesskaber samt samfundsøkonomiske fordele som for eksempel færre indlæggelser og reduceret behov for plejehjemspladser.

Seniorrådet har anbefalet politikerne, at der ved kommende byggerier i Skanderborg Kommune medtænkes senior- og ældrevenlige boliger. Det kan være i seniorfællesskaber eller blandet byggeri. De nye boliger skal afspejle borgernes ønske om at bo i rækkehuse, lejligheder og andelsboliger. Boligerne skal placeres i alle centerbyer og med let adgang til transport og indkøb.

Ældrevenlige boliger skal understøtte naborelationer og fællesskab og forebygge ensomhed.