»Følg jeres drømme. Ræk ud efter appelsinerne. Lad jer ikke standse af sure citronspisende mænd og koner«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Kære konfirmander (og alle I andre)!
Da jeg var på jeres alder, var der ikke noget, der hed Facebook. Den eneste bog, vi havde til at skrive hilsner i, var en poesibog. Poesibøger var nogle fine små bøger med blanke sider, som ens klassekammerater og lærere kunne skrive vers og remser på. Versene kunne være dybsindige, fjollede eller bare mærkelige, som nu det her:
Oppe i gardinerne
hænger appelsinerne,
mændene og konerne
spiser af citronerne
Om jeg fattede, hvad de appelsiner skulle oppe i gardinerne. Og hvorfor i alverden valgte mændene og konerne de sure citroner, når de lige så godt kunne have rakt ud efter de søde appelsiner? Underligt!
Eller versene kunne være mere personlige og godmodigt drillende, som for eksempel det her, som min bedste ven, Bruno, skrev i min poesibog:
Thomas, du er min ven.
Her har du min næve.
Dig kan jeg li,
for dig kan jeg tæve!
Det passede nu ikke. Han kunne ikke tæve mig. Det var der ingen, der kunne!
Det passede heller ikke, hvad Erling skrev. Hans vers lød sådan:
Nogle vil ha´ kaffe,
andre vil ha´ te,
men Thomas vil helst ha´ sin kæreste at se.
Sikke noget vås! Vel ville jeg da ej. Jeg ville meget hellere spille fodbold.
Men uanset, om det passede eller ej, så var det altid spændende at se, hvad ens venner havde fundet på.
Det var noget andet, når poesibogen havde været hjemme hos en af lærerne – eller hos en anden voksen. Så kom den altid tilbage med et oldnordisk digt af en, der hed Oehlenschläger eller Bjørnstjerne Bjørnson. – Eller noget andet, rent ud sagt, dødkedeligt. Prøv bare og hør, hvad frøken Slej skrev:
Se fremad, se opad,
vær god og vær glad!
Gab mand!
Sådan syntes jeg dengang. Men i dag synes jeg faktisk, det er et fint lille vers med en god morale. Og sådan kan man nogle gange skifte mening – og heldigvis også blive klogere.
Så i dag skal frøken Slejs opfordring så også lyde til jer.
Se fremad mod det spændende og velsignede liv, som ligger foran jer. I er sådan nogle skønne unger med så mange muligheder. Brug dem! Følg jeres drømme. Ræk ud efter appelsinerne. Lad jer ikke standse af sure citronspisende mænd og koner.
Og se opad mod Ham, som det hele skyldes. Han, som skabte jer og sagde god for jer, da I var små. Og som vil gentage sit løfte til jer nu om lidt. Han, som vil være med jer, hvordan jeres liv så end vil forme sig fra nu af. Vend blikket opad mod lyset og den blå himmel.
Vær god og vær glad. Vær med til at gøre verden til et endnu bedre sted at være. Giv dit eget lille personlige bidrag til det. Vær modig!
Og vær glad! – hvis du kan. For det er desværre ikke altid så let. Men prøv alligevel på det. Opsøg lyset. Og glæden. Og når du finder den, så del den med dem, du møder på din vej.
Tillykke med konfirmationen!