Konfirmationen er en demonstration af livsglæde
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Kjolerne er købt, og skoene er valgt. Forældre landet over har travlt med at forberede fejringen af deres store barn. Der er pulled pork, tarteletter og livsglæde ad libitum på menuen til årets måske allerskønneste fest: konfirmationen!
Det har slået mig i år, at mens verden synes helt uforudsigelig, og der hver dag løber mindst én ny skriggul ”Breaking News” hen over skærmen, så står de mange konfirmationsfejringer som små, insisterende, lysende håb for fremtiden. Vi samler familie og venner, som vi altid har gjort, og gør os umage med at give vores konfirmand en god dag fuld af varme og kærlighed. Sådan var det også, da jeg var barn – og sådan var det også, da min mor var barn. Der er intet nyt under solen. Heldigvis!
Der er en tid til at danse og en tid til at le, som den gamle prædiker skrev for mere end 2500 år siden. Der er også en tid til at klage og græde, sagde han. Det ved vi. Alt for godt. Men ikke nu. Nu er det tid til at danse og le.
Konfirmanderne insisterer med deres næsten selvlysende og helt umiddelbare tro på, at det nok skal gå. Selvfølgelig er det ikke så enkelt for alle. Der er også konfirmander, der bekymrer sig og føler sig usikre og udsatte i verden. Men langt de fleste 13-årige glæder sig bare.
De står i deres fineste tøj og er klar til at tage imod alt det, de har set frem til og glædet sig til – med både spænding og nervøsitet. Det er deres første store fest, og forventningerne er præcis lige så skyhøje, som de skal være: De er børn på vej ind i ungdomslivet. De glæder sig til det hele – til den fælles fejring i kirken, til festen, til gæsterne, til talerne, gaverne, overraskelserne og den knaldblå mandag med vennerne i gyngerne og karrusellerne.
Forældrene er måske lidt stressede over at forsøge at leve op til alle forventningerne om farvekoordinering af blomster og servietter, mængden af kød, kager og isdesserter – og alt det andet, der følger med af gaver og glitter. Det kan være svært at holde fast i, at det vigtigste – heller ikke for konfirmanden – er, at det hele bliver ”perfekt”, men at vi har tid og nærvær til at glæde os sammen med konfirmanden.
Vi, der er inviteret med som gæster, har det privilegium blot at kunne nyde dagen og suge til os af hjertelighed – og låne af al den ubekymrede livsglæde og det smittende fremtidshåb, som konfirmationsfesterne er. Festtalerne rummer altid gode råd og ønsker for fremtiden, som vi, der blev konfirmeret for mange år siden, har stor glæde af at blive mindet om.
Vi voksne, der ofte er mærket af virkelighed og bekymringer, står disse dage i kø for at indgyde ungdommen mod til at gå verden og livet i møde med åbent hjerte og tillid til, at det nok skal gå. Og det gør vi jo ikke for at lyve for dem – om at livet ikke også rummer smerte og svære valg – men fordi vi inderst inde, bag skrammer og buler og gammelt nag, tror, at det er sandt, at livet er en gave. At der er grund til at håbe på fremtiden. At kærligheden udholder alt.
Konfirmation kommer fra latin og betyder ”bekræftelse”. I kirken bekræfter konfirmanden sin dåb og sin kristne tro. Måske kan man også sige, at konfirmationen er en demonstration. En protest mod livslede. En fremvisning af tro, håb og kærlighed. Konfirmationen er en af de mest bekræftende demonstrationer i livsglæde, vi har.
Tillykke til årets konfirmander og alle deres gæster!