Alternativet Syddjurs - sidste chance før politisk undergang?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det er et paradoks i en tid, hvor den grønne dagsorden fylder meget i det politiske landskab, at Alternativet overhovedet ikke formår at markere sig i Syddjurs.
Det er nu, medlemmerne skal vise, at de kan rejse sig som en grøn tsunami (...)
På trods af at partiet faktisk har en relativt stor medlemskreds, mærker man knap nok, at det eksisterer.
Alternativet har potentiale til at være en politisk komet, der lyser op på den lokale himmel, men uden et meget større engagement fra medlemmerne risikerer partiet at falde som et stjerneskud, der hurtigt forsvinder fra synsfeltet.
Hvordan kan det være, at et parti med så stærke grønne værdier og en skarp frontkvinde som tidligere byrådsmedlem Mette Refshauge Foged ikke formår at få fodfæste i lokalpolitikken?
Alternativet er et spændende, anderledes og i positiv forstand langhåret parti, der har en helt anden tilgang til politik end den traditionelle.
Partiet kan rejse et væld af dagsordener, som kan tiltrække både borgerlige vælgere og dem, der ikke ser sig selv hos et mere og mere hensygnende Radikale Venstre, et søvndyssende Socialdemokrati med en kaffedagsorden, et SF, der mangler fortidens glød, og et Enhedslisten, som efterhånden er blevet et dygtigt halehæng til de tre nævnte, men uden markant vilje til at rejse andre afgørende dagsordener end symbolske.
Det er nu, medlemmerne skal vise, at de kan rejse sig som en grøn tsunami, der skyller ind over Syddjurs og river den politiske apati op med rode.
Den 7. maj afholder Alternativet kombineret årsmøde og opstillingsmøde til KV25. Partiets es, Mette Refshauge Foged, har på forhånd meddelt, at der skal helt andre boller på suppen, hvis hun en gang til skal stå i spidsen for partiet i en valgkamp - hun gentager ikke oplevelserne fra 2021.
Derfor er mødet den 7. maj en strømpil for, om Alternativet fortsat har sin berettigelse i Syddjurs.
Mette Refshauge Foged gider ikke en gang til være alene i verden og selv stå for alt det hårde benarbejde.
Det må begavede alternativister da kunne forstå, og hvis de ikke gør det, siger de dermed også, at der ikke er behov for partiet på stemmesedlen i Syddjurs.
Det kræver mange flere alternativister, som både vil stille op og gøre det hårde benarbejde de kommende måneder frem til valget i november.
Hvor er de andre medlemmer, der burde træde frem og tage ansvar? Hvor er den fælles indsats og den stærke strategi, der skal til for at få Alternativet tilbage i byrådet?
Bestyrelsesmedlem Kim Sørensens engagement i Bedsteforældrenes Klimaaktion kan være en inspiration og et eksempel på, hvordan man kan være aktiv og udadvendt i kampen for en bedre fremtid.
Men det kræver, at flere følger hans eksempel.
Alternativet Syddjurs står ved en skillevej. Hvis de formår at mobilisere flere kandidater og frivillige, der er villige til at arbejde hårdt for sagen, kan de igen blive en markant stemme i lokalpolitikken.
Har Alternativet Syddjurs det, der skal til, eller var de blot en kort parentes i lokalpolitikken?