Fortsæt til indhold

Hvornår ser Vejdirektoratet lyset?

Debat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der er ikke noget som en frisk kø.

Bilen holder helt stille på motorvejen mellem Randers C og Randers N. Du kan tilmed beundre arbejdet med støjvolden ved det tidligere Campen Auktioner i Helsted, mens bilradioen er tunet ind på eftermiddagens sendeflade.

»Har de ikke fået sat endnu en sektion i siden i går,« tænker du.

»Jow, jow. Det er rigtig nok. Nå, nu kom jeg da ind på afkørslen og undgår at holde på selve motorvejen, py ha. Køen vokser bag mig.«

Sådan må det være for mange randrusianere på vej hjem her i april og maj.

Rampen ved Randers C bliver som bekendt udvidet for tiden og er derfor spærret indtil 9. maj. Derfor kan nordgående på motorvejen først komme af ved Randers N.

Bilerne er i den grad sat i kø på den nyligt udvidede rampe mod Hobrovej en uges tid endnu.

For lyssignalet for enden af rampen sender bilerne ud på Hobrovej i meeeeeget langsomt tempo, hvilket betyder, at køen vokser helt ud på motorvejen.

Der mangler ligesom noget. Flere fortæller om op til fire minutters ventetid, før lysene skifter. Endda også på tidspunkter, hvor der ikke er andre biler i kilometers omkreds.

Der er for længe siden lovet et opgraderet lyssignal fra Vejdirektoratets side. Men det er ikke etableret endnu.

Det ville have været god timing, at det var sat op, før man spærrede Randers C i flere uger og sendte masser af biler ned til lyssignalernes svar på et snegleblink.

Vi må da håbe, at Vejdirektoratet snart ser lyset.