Der er også noget bekymrende ved hele Mette Frederiksens retorik. Pludselig taler vi primært et militært sprog

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I den seneste tid taler flere og flere om åndelig oprustning. For nogle måneder siden var det børne- og undervisningsminister Mathias Tesfaye (S), som mente, at vi uden åndelig oprustning ikke kunne sikre Danmark, Europas og Vestens suverænitet og sikkerhed. Og han talte om et større vi, en større fædrelandskærlighed og patriotisme.

Og nu har også statsminister Mette Frederiksen (S) meldt sig i koret, som mener, at den åndelige oprustning faktisk er lige så vigtig som den militære oprustning, der sker med en voldsom hast. Det kan hun jo på mange måder have ret i, og jeg ser frem til, at der bruges 100-vis af milliarder på også den åndelige oprustning frem for, at der som nu fortsat beskæres i længden på uddannelser på humaniora og folkeskolen udsultes.

Men der er også noget bekymrende ved hele retorikken.

Det er som om, vi lige pludselig primært kan tale militært sprog. Nu skal der oprustes, tænkes på fædrelandet og være patriotisk. Som verden ser ud, kan det naturligvis være udtryk for en fornuftig tilgang og rettidig omhu, men vi skal passe på, at vi ikke udelukkende tænker i de baner.

Og så måske lige netop i sammenhæng med det åndelige giver ordet oprustning en uheldig klang. For kristendommen handler ikke om oprustning. Det handler ikke om styrke, og om at den stærke bruger sine kræfter til at få ret. Den handler heller ikke om afskrækning og trusler.

Ja, faktisk handler det på mange måder om lige præcis det modsatte. Om at omfavne i stedet for at opruste. Om at give plads til at være svag – og finde styrke i at vide sig elsket. Om at gøre dørtrinnet lavt og døren høj, så alle kan finde ind – gøre plads til at blive invaderet for nu alligevel at fortsætte i det militære sprog.

Ja, faktisk kan man sige, at folkekirken allerede på mange måder er blevet oprustet. Den står allerede klar til at modtage folk. Der er endnu et stykke vej, før alle pladser rundt i hele landet er optaget hver søndag – eller nogen af de andre dage i ugen, hvor der er masser af aktivitet, gudstjenester og arrangementer spredt i kirker og sognegårde. Ja, med mere end 2.300 kirker spredt i hele landet er styrken spredt (der sneg det militære sprog igen sig ind..) – der er noget at komme efter.

Og måske det handler netop om at komme.

Eller gøre sig åben for at modtage det, som kirken kommer med. For hvis folkekirken skal blive mere tydelig – som Mette Frederiksen også har talt om – så kræver det ikke bare, at der råbes højere. For verden er i grunden fuld nok af folk, der tror, at jo højere de råber, jo mere får de lov at fylde, desto mere får de ret.

Men det kræver, at vi tør lade vores hjerter åbne sig for det, vi ikke kan se, men kun kan tro. Det kræver, at vi tør tænke tanken, at ikke alt er rationelt, logisk og i vores egen kontrol. Påsken er lige ovre for i år. Her fik vi igen for alvor de store følelser i spil. Med langfredags mørke, død og tomhed, hvor vi kan spejle vores egen frygt og ødelæggende tanker. Med påskemorgens lys og liv, fejringen af det helt utænkelige, at Kristus genopstod, at livet sejrede over døden. At håbet fik lov til at lyse og for altid har fået det sidste ord.

Så frem for at tale om åndelig oprustning vil jeg hellere have ambitioner om, at mange flere skal få del i håbet. At vi tør tro på, at verden grundlæggende er god – også selvom den er fyldt af dumheder – og at lyset og livet er stærkere end mørket. Hvis vi alle tager del i det håb og er med til at bære det ud i verden og farve vores hverdag, så er mørket pludselig mindre mørkt og den åndelige oprustning sket helt uden brug af de mange milliarder.