»Vindmøller er smukke«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg sidder og kigger på en radering af Rembrandt fra min samling af grafik. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan folk reagerede dengang ved synet af en vindmølle. Har man overhovedet tænkt noget, og har mølleren skullet spørge andre end møllelauget?

Som genbo til den påtænkte vindmølle i Mesing fornemmer jeg, at tiden er en anden. Generelt er det svært med forandringer, og jeg holder da også selv meget af uforanderlighed.

Jeg vil i givet fald kunne se den kommende mølle fra mit stuevindue. Jeg kan muligvis også høre den, hvis vinden er i øst. Men som udgangspunkt synes jeg, vindmøller er smukke. I det forholdsvis flade danske landskab skaber de rum og dybde. Man kan orientere sig, når man kigger ud: Der ligger Gjesing, og der ligger Brædstrup.

Jeg er også genbo til motorvejen og har, ikke mindst om vinteren, en vedvarende susen helt ind i mit soveværelse. Det hjælper lidt, når der er løv på træerne, så jeg kan sidde ude i haven uden at skulle bilde mig ind, at jeg sidder ved Vesterhavet dagen efter en storm. Et moderne samfund har sine omkostninger.

Indtil vi får indført atomkraft som en forureningsfri og billig energikilde, vil landet i de næste 50 år blive dækket af både solceller og vindmøller. Nemt bliver det ikke, men det er trods alt værre, hvis der slet ikke er strøm.

Hvor disse anlæg skal placeres, burde ikke alene være op til lodsejere eller energifirmaer. Der burde være nogle overordnede retningslinjer for, hvor det er hensigtsmæssigt for samfundet, så man på sigt ved, hvad man skal forholde sig til.

Selvfølgelig skal man debattere udviklingen, men det skal ske på et sagligt grundlag.

Flere har udtrykt bekymring for, at deres ejendom vil falde i værdi. Det er muligt, men ejendomsværdierne steg vel også, da man udvidede motorvejen. Det naturskønne landskab i Mesing er blevet fremhævet som en forhindring. Der var vist endda én, der kaldte det noget af det smukkeste. Jeg bliver nødt til at spørge: Hvilken natur? Istiden har ganske vist formet nogle dybe slugter ned mod Illerup Ådal, som kan fascinere. Men hvor mange små damme er ikke blevet drænet, små bække lagt i rør, markskel pløjet op? Det hele er konventionelt landbrug – rene ørkener, biologisk set – og en lurende katastrofe for vores drikkevand. Folk burde være oppe i det røde felt over, at der ikke bliver gjort mere for den grønne omstilling. Det er, som om vi har opgivet, mens klimaforandringerne buldrer afsted med en uoverskuelig hast.

Jeg siger ikke, at der nødvendigvis skal stå en mølle i Mesing, og jeg har overhovedet ikke indsigt i det praktiske. Men jeg kan da hurtigt få øje på steder, hvor det ville genere mange flere mennesker.