Fortsæt til indhold

Kommuneplanen er en omgang digitale kruseduller: Det haster med en pixiudgave, borgmester

Debat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kommuneplanen topper hitlisten overfor vigtigste dokumenter i de fire år, hvor et byråd fylder stolene. De årlige budgetter falmer i sammenligning.

Kommuneplanen er vores fælles skattekort til fremtiden.

En kommuneplan er som en kæmpe skattejagt, hvor byrådet har gemt alle de bedste steder i din kommune. Forestil dig en gigantisk tegning, hvor de har markeret, hvor der skal være boliger, butikker, veje og grønne områder. Det er som at spille SimCity, men uden at skulle bekymre dig om, at din by brænder ned!

Syddjurs Byråd laver planen, men du kan også være med til at bestemme, hvordan den skal se ud. Der er en høringsperiode, hvor du kan komme med dine egne idéer og forslag. Det er din chance for at sige: »Hey, jeg vil have en park her!« eller «Vi har brug for flere cykelstier!«

Det er som at være med til at designe sit eget drømmeunivers.

Kommuneplanen sørger for, at alt hænger sammen og fungerer godt. Den beskytter naturen, bevarer historiske steder og planlægger for fremtidens behov. Hvis der sker noget uventet, kan planen justeres med tillæg, så vi altid er klar til nye udfordringer. Det er som at have en backup-plan for din backup-plan!

Så kort sagt, en kommuneplan er din kommunes store plan for fremtiden.

Det var nu svært at genkende ovenstående fremstilling på sidste uges byrådsmøde, hvor kommuneplanen blev vedtaget med opbakning fra samtlige 27.

Det nuværende byråd vil ikke gå over i historien som rekordernes byråd, men en rekord har politikerne allerede sat, nemlig antallet af gange, der er blevet sagt tak. Taksigelserne på hvert byrådsmøde er så mange, at de kalder på en brækpose!

Det mest interessante var, at flere politikere med garvede Kirstine Bille (SF) som den markante stemme gav udtryk for, at kommuneplanen som den ligger digitalt, er meget svær at finde rundt i. Bille, der er stærk og engageret, når det gælder den slags, efterlyste noget, der var nemmere at finde rundt i.

Hun har helt ret!

Det er ikke i orden, at det vigtigste dokument af alle er så svært at finde rundt i. Hovedparten af borgerne har ikke engang forsøgt, mens over halvdelen af byrådet også har slået ud med armene.

Der er plads til forbedringer.

Endnu mere er det på sin plads, at byrådet finder pengene til en letlæselig pixiudgave af kommuneplanen, hvor borgerne kan se, hvad planerne er for deres område. Del den op på skoledistrikter!

Kommuneplanen gælder i 12 år. I hver valgperiode udarbejder byrådet løbet af de første to år en planstrategi og træffer beslutning om revisioner af kommuneplanen.

At man først otte måneder før denne byrådsperiode er afsluttet får kommuneplanen på plads, er i sig selv ikke godt nok.

Men borgmesteren har måske, når dette læses, allerede clearet med samtlige gruppeformænd, at der skal findes penge til en pixiudgave. Ellers må han få det gjort.

Det vil være en velgørende dokument at kunne henvise til og diskutere under den forestående valgkamp. Din Avis Syddjurs vil tage den med til de mange kaffevælgermøder, vi kommer til at afholde ude i landdistrikterne frem til kommunalvalget.

Kommuneplanen er vores fælles skattekort til fremtiden.

Din Avis Syddjurs vil være med til at sikre, at alle kan finde vej. Vi tager pixiudgaven med ud i det ganske Syddjurs på de kaffevælgermøder, som vi kommer til at afholde ude i landdistrikterne i de kommende måneder.